Lørdag fra kl. 10 14 kan man få sig en snak med politiet og lokalrådet i Solrød om nabohjælp og andre ting, der kan skabe tryghed i hverdagen for borgerne.
Politiets forebyggelsesafdeling har i den seneste tid været på besøg i blandt andet Greve og Ringsted, og om formiddagen pinselørdag er turen så kommet til Solrød, hvor politiet og lokalrådet står klar i Solrød Center til at snakke med interesserede borgere.
“Det er meget vigtigt, at vi har et tæt samarbejde med andre myndigheder og borgere, og det har vi via lokalrådet i Solrød, og derfor er det også naturligt, at repræsentanter fra lokalrådet deltager i snakken med borgerne, hvor vi bl.a. vil gøre alt for, at flere borgere tilmelder sig Nabohjælp,” siger vicepolitiinspektør John Jensen, der er leder af politiets forebyggelsesafdeling.
I øjeblikket er 639 husstande i Solrød tilmeldt Nabohjælp, og det antal håber politi og lokalråd vil stige væsentligt. Det er nemlig påvist, at Nabohjælp virker og sikrer større tryghed og færre indbrud, og så er det ganske gratis.
Du kan få flere gode råd om sikring m.v. her.
Udover snak om indbrud vil der naturligvis være mulighed for at spørge om alle mulige andre ting, som borgerne ønsker svar på.