På lørdag kommer den populære musikquiz ”Tip et Hit” til Solrød Centret mellem kl. 11 og 14. Det sker, når Karin og Klaus Strand-Holm fra Klaus & Servants udfordrer publikum til at gætte med på hits fra flere årtier
”Tip et Hit” er et populært underholdningskoncept, som ægteparret Karin og Klaus Strand-Holm turnerer med over hele landet. Klaus er orkesterleder i bandet Klaus & Servants, der trækker fulde huse, når de turnerer med hits og underholdning for folk i alle aldre. Det bemærkede et stort publikum under aftenåbent i centret for et par weekender siden, hvor Klaus Strand-Holm også underholdt – dengang sammen med AnneMette Rix og Jan Tellefsen med deres underholdende musikshow, der fik publikum i alle aldre til at synge med.
Men lørdag kommer han uden sine tjenere og backing-trio til Solrød. Til gengæld har han sin hustru Karin med til en musikalsk dag i Centret. Ægteparret inviterer publikum til at synge med og gætte på sange fra dengang mor var dreng og op til i dag.
Fra Hit med Sangen til Tip et Hit
– Selve konceptet med ”Tip et Hit” fandt Karin og jeg på, da jeg engang havde været med i TV-udsendelsen ”Hit med Sangen”. Det var sjovt og underholdende, især for os i panelet, men jeg fornemmede, at publikum ikke havde det så sjovt, som vi havde oppe i panelet.
– Så Karin og jeg har udviklet et koncept, hvor også publikum er med til at gætte og hvor alle kan være med uden at være eksperter, fortæller Klaus Strand-Holm som optakt til arrangementet.
Gennem et par timer får publikum testet både stemmebånd og hukommelse, mens Klaus Strand-Holm spiller og synger sig gennem en stribe hits.
Præmier til de heldige
Efter musikquizzen, der foregår ved hjælp af tipskuponer, spiller Klaus Strand-Holm nogle af sine egne sange som ”Herstedvester” og ”Bank Tre Gange”. Det er sikre hits, der får både gamle fans og nye publikummer til at klappe og synge med og stemmerne tælles op. Solrød Centret sørger for at der flotte præmier til de heldige.