Die Herren sprængte alle rammer til Fyraftens Fredag i Solrød Center i fredags. Et veloplagt band, et fantastisk fremmøde, en intim stemning og en sol, som efter en regnfyldt sidste uge af sommerferien valgte at dukke op, var ingredienserne i et forrygende musikarrangement.
Og Die Herren leverede en U2 præsentation udover det sædvanlige. Flere af deres egne fans har endda omtalt arrangementet, som den bedste intimkoncert med bandet, de har oplevet.
Inden koncertstart sad publikum mageligt tilbagelænede i de hyggelige loungemøbler, men da Die Herren gik på, blev publikum hevet op stolene. Man sidder ikke ned til en Die Herren koncert, proklamerede forsanger Morten Marcher fra scenen, da han skød koncerten igang. Og publikum satte sig ikke ned igen resten af koncerten, men dansede og rockede og sang med på det ene U2 hit efter det andet.
Efter koncerten blev publikum hængende for at nyde lidt lækkert grillmad og en øl og dele deres oplevelse med hinanden.
“Jeg har aldrig oplevet en koncert i Solrød Center, som trak så mange som Die Herren. Stemningen var simpelthen fantastisk, og publikum var glade og roste arrangementet”, udtaler Centerkonsulent Margrethe Christensen.
Die Herren formåede at skabe et sjældent nærvær og en intimitet hos publikum – ikke mindst takket være Solrød Centers lille, charmerende scene – og mon ikke der er mange, der håber, at Die Herren slår vejen forbi Solrød igen næste år?