Mere end 1200 nye borgere har det seneste halve år slået sig ned i Greve. Borgmester Pernille Beckmann inviterer disse nye Greveborgere til et velkomstmøde i Rådhussalen torsdag den 9. april kl. 17.
”Vi håber, at du er glad for at være flyttet til Greve Kommune. Det betyder meget for os, at nye borgere i kommunen finder sig godt til rette og bliver glade for at bo her”.
Sådan skriver borgmester Pernille Beckmann i disse dage ud til mere end 1200 nye Greveborgere, og hun inviterer samtidig til et velkomstmøde i Byrådssalen, hvor hun og medarbejdere på rådhuset vil fortælle om kommunens service og det politiske liv.
”Det glæder mig, når der er nye borgere, der har fundet deres nye bolig i Greve. Og jeg vil rigtig gerne have, at de føler sig velkomne og kommer godt i gang med deres nye liv her i kommunen”, siger borgmester Pernille Beckmann. ”Jeg kan selv huske, hvordan det var at være nytilflytter uden netværk og kontakter. Derfor skal vi byde nye borgere velkomne og sørge for, at de får så god en start i kommunen som muligt”.
Velkomstmødet for nye Greveborgere finder sted i Byrådssalen på Greve Rådhus torsdag den 9. april, klokken 17 til 18.30. Og hvis man er en børnefamilie, kan børnene sagtens komme med. Der er børnevenlig mad og et legehjørne, hvor to pædagoger tager sig af børnene, mens far og mor er til møde.
Tilmelding til velkomstmødet skal ske på velkomst@greve.dk senest tirsdag den 7. april kl. 12. Man kan læse mere om velkomstmødet på www.greve.dk/velkomst.