Du er selv den bedste til at mærke efter, om du er kommet i farezonen for at blive syg af stress. Og du kan bruge nogle enkle teknikker til at forebygge, at stressen ender med at vælte dig omkuld – dette budskab stod klart, da stresscoach Camila Pearl for nylig holdt foredrag om stress i ErhvervsCentret for knapt 30 lokale virksomheder i Greve Kommune.
Stresscoach Camila Pearl har en bred erfaring med at rådgive chefer og medarbejdere i at undgå den negative stress, der ødelægger vores trivsel, arbejdsglæde og en dag gør os ineffektive og syge, hvis den får lov at gnave sig dybt ind i vores krop og sjæl. Camila fortalte, at stress desværre er et udbredt og alvorligt problem, som ikke bare har konsekvenser for den enkelte stressramte men også for samfundet. ErhvervsCentret havde inviteret Camila til at komme og gøre deltagerne fra lokale virksomheder i Greve mere bevidste om, hvilke symptomer, de skal være opmærksomme på hos sig selv og kolleger.
– Det var et rigtig godt arrangement. Jeg tror, vi alle sammen kan nikke genkendende til de fleste af de emner, der blev taget op, lige fra stress forårsaget af småbørn til daglige gøremål, både hjemme og på job. Teknikkerne, der blev foreslået til at forebygge og mindske stress med, er jeg allerede bekendt med. Men det var en god øjenåbner i forhold til at prøve at være mere opmærksom på at huske at bruge dem i hverdagen samt at mærke efter. I øvrigt var det også et godt råd at skrive tankerne ned på papir, hvis man vågner om natten og ikke kan falde i søvn igen, fortæller Jeanet Nørgaard, der er salgschef i Ensured.
– Jeg valgte at deltage, fordi jeg i perioder selv er meget stresset, og jeg kom for at få nogle værktøjer til at handle på stressen. Det var et super fint arrangement, der var ”nemt at fordøje”. Jeg blev bekræftet i mine egne iagttagelser omkring stress, men jeg fik øjnene op for, at jeg bare skal nå dertil, hvor jeg gør noget ved det. Camila havde nogle gode eksempler og redskaber, og jeg fik i høj grad en række ahaoplevelser, fx det med at indføre en mailpolitik på jobbet og at være meget bevidst om at prioritere sin dag, selvom det kan være svært, hvis man synes alt er vigtigt, og når der kommer mange akutte opgaver ind fra højre i løbet af dagen, for så falder ens planlægning til jorden, fortæller Susanne Toft, der er salgskoordinator i Document Business Center A/S.
– Vi fik en rigtig fin maggiterning af erfaringer, øvelser og konkret viden om stress. Camila var velforberedt, konkret og havde blandet en cocktail af viden og øvelser. Og hendes budskab om, at det er super vigtigt med selvindsigt og at følge sit hjerte og have passionen med, i det man arbejder med. Det var måske nok en af de vigtigste ting, jeg fik bekræftet af Camilas foredrag, fortæller Marianne Bigum fra Bigum Consult.
Stress er et stigende folkesundhedsproblem Og tallene for danskernes stressbarometer er alarmerende. Ifølge Stressforeningen er 35.000 danskere sygemeldt pga. stress hver dag, og 500.000 føler sig udbrændte på jobbet. Og hver femte, der bliver syg af stress mister jobbet pga. stress. Det koster mellem 300.000 og 500.000 kr. for den enkelte virksomhed at erstatte en sygemeldt medarbejder.
Ti gode råd om at forebygge stress Stresscoach Camila Pearl har ti gode råd til at forebygge og reducere stress på jobbet:
- Prioriter dine opgaver – få gerne hjælp af chef 2. Bed andre om hjælp 3. Dyrk moderat motion dagligt 4. Spis sundt 5. Gør noget du kan lide i din fritid 6. Sørg for 7-8 timers søvn 7. Skriv dine tanker ned når du vågner om natten 8. Prioriter venlighed og omsorg på jobbet – husk ‘godmorgen’ 9. Skriv glædesdagbog hver aften 10. Lad være med at være online hele tiden, hvis det stresser dig 11. Du kan arbejde meget bevidst med dine tanker og overbevisninger, hvis noget stresser dig