Efter tirsdagens sejr på 9-0 over Odense skulle SSB forsøge at følge op på resultatet, da man torsdag aften gæstede Gentofte.
Der var tale om den første kamp efter afskeden med Emma Karlsson, men det skulle hurtigt vise sig ikke at hæmme solrødderne. I 1. mixed double lagde Solrød sikkert fra land med en sejr til Jeppe Bay Madsen og Johanna Magnusson over Fredrik Colberg og Line Christophersen på 21-14 og 21-12.
Så var der mere kamp om det i 2. mixed double, men efter en lidt nervøs start lykkedes det for den nye konstellation med Lasse Mølhede og Elisa Melgaard at få styr på spillet og køre sejren i hus mod hjemmeholdets Kasper Antonsen og Celine Juel med 18-21, 21-15 og 21-18.
Damesinglerne gik også til SSB i overbevisende stil. I 1. DS vandt Mia Blichfeldt over Line Christophersen med 21-11 og 21-18, mens Frederikke Lund udmanøvrerede Mathilde Haapanen med 21-12 og 21-11.
Solrød-dominansen fortsatte i herresinglerne, hvor Nhat Nguyen leverede en lille overraskelse, da han vandt et omskifteligt opgør mod Mads Christophersen med 12-21, 21-13 og 21-17, mens Emil Holst slog Christopher Vittoriani med 21-17 og 21-14.
Så var det tid til damedoublen, hvor Elisa Melgaard også havde overtaget pladsen fra Emma Karlsson og trådte ind på banen sammen med Johanna Magnusson mod Ida Købke og Celine Juel. Efter et tæt første sæt var det Solrød-duoen, der kunne sætte sig på begivenhederne og køre endnu en sejr hjem til gæsterne med 21-18 og 21-15.
Den ensidige forestilling blev rundet af i herredoublerne, hvor Solrød-spillerne også gjorde rent bord. I 1. HD var Lasse Mølhede og Søren Gravholt i førersædet det meste af vejen mod hjemmeholdets Kasper Antonsen og Oliver Babic, som blev slået med 21-10 og 21-17. Og i den anden HD lykkedes det for Jeppe Bay Madsen og Emil Holst at hive en tæt tosætssejr hjem over Frederik Colberg og Mads Christophersen med 21-19 og 21-18.
Med sejren på 9-0 rykker Solrød Strand op på andenpladsen i ligaen. Næste kamp skulle have været den 3. december på hjemmebane mod Vendsyssel, men dette opgør er foreløbig blevet udsat. I stedet ser næste kamp ud til at blive en interessant duel mod Højbjerg på udebane den 15. december.