Havdrup Gymnastikforening afsluttede vintersæsonen med et brag af en opvisning lørdag den 18. marts 2023 i Havdrup Idrætscenter – En utrolig vigtig dag for foreningen.
Det var en stolt og meget bevæget formand for Havdrup Gymnastikopvisning, som skød årets opvisning i Havdrup Idrætscenter i gang. Omkring 1500 tilskuer og opvisende gymnaster gæstede opvisningen og stemningen var høj gennem hele dagen, hvor der var et konstant flow af tilskuer.
Opvisningsdagen er kulminationen på alt hvad de knap 1300 medlemmer har trænet på i vintersæson. Det er dagen som de fleste betragter som den store finale. De flotte dragter vises frem, håret flettes eller sættes på plads med vand og kam, og stolte indtager både børn og voksne gulvet til de rytmiske toner.
Med 24 hold på gulvet, herunder gæstehold fra Gundslevholm Idrætsefterskole og Skensved Ropeskipping Team, så tilskuerne et festfyrværkeri af dansehold, springhold, forældre/barnhold, parkour m.m., og hele herligheden blev afsluttet af Havdrup Gymnastikforenings voksenspringhold, Team Allstars, som bragte Shrek eventyret ind på gulvet med alle figurerne som den bestøvlede kat, de tre blinde mus, æslet, dragen, kagemanden m.fl.
Formand, Betina Steneman, opfordrede tilskuerne i sin indmarchtale til at rejse sig og klappe hvert hold af gulvet efter deres opvisning, og denne opfordring blev fulgt til stor glæde for de mange børn og voksne der med stort mod gik på opvisningsgulvet og kunne forlade gulvet til stående applaus.
Ved opvisningen blev også gymnastikforeningens vandrepokal uddelt. Pokalen uddeles hvert år ved gymnastikopvisningen til en ny årets modtager, og kan gives til alle som har med gymnastikforeningen at gøre. Udnævnelsen til pokalmodtager kendetegnes ved, at modtageren skal have gjort noget særligt for sit hold eller for gymnastikforeningen. Bestyrelsen havde i år udpeget instruktør Pernille Heiselberg til at modtage vandrepokalen for hendes fantastisk indsats som instruktør for gymnasterne på Havdrup Super Spring, og for hendes kæmpe arbejde med at arrangerer rejser, udenbys træninger, opvisninger og meget mere for holdet. Pernille har været i foreningen siden hun var helt lille, og er vokset op i Havdrup Gymnastik, og som voksen fortsat med at være en stor del af Havdrup Gymnastikforening. Årets Super Springer blev også udråbt til opvisningen, og i år blev Daniella B.V. Andersen meget velfortjent udpeget som årets superspringer. Daniella er foruden at være en dygtig og vellidt gymnast på Super Spring også et engageret medlem af hjælpeinstruktørteamet i Havdrup Gymnastikforening.
Dette års opvisning viser, at Havdrup Gymnastikforening hver år formår at sætte barren højere end året før, og man kan vist roligt sige, at vintersæsonen blev afsluttet med et festfyrværkeri af underholdning, stemning og dygtige gymnaster, parkour- og ropeskippingudøvere samt dansere denne eftermiddag i Havdrup Idrætscenter.
Kilde: Betina Steneman