Demokratiske processer i klasselokalerne. Innovativ konceptudvikling. Måske synes du som læser ikke, at disse indledende ord matcher artiklens foto. Men faktisk er det præcis det, som idrætsdagen på Solrød Gymnasium handler om, før dagen bliver til aften og eksploderer i en kæmpe fest.
Det handler faktisk om demokratiske processer og innovativ konceptudvikling. Og så selvfølgelig en kæmpe bunke fis og ballade. Fysiske konkurrencer, høj musik og indædt klassesammenhold.
Hele processen starter i august, hvor klasserne træner kunsten at finde konsensus om et udklædningstema og derefter rykke sammen om dén idé, som får flest stemmer. Herefter går det løs, og lærerne var igen i år ved at tage kæben i løbet af august: For hvilket opfindsomhed, hvilken arbejdsindsats, hvilken humor eleverne leverer. Ved siden af det faglige arbejde pynter de skolen med kæmpe store bannere, der fedtes for de pointgivende lærere med opfindsomme lækkerier til lærerværelset. Og i år blev der endda indrykket elev-artikler i lokalaviser. På denne måde bliver de nye 1.g’ere og 1.hf’ere indsluset i fællesskabet på en tryg og legende måde, før september for alvor går i gang. Og endelig kommer så dagen: Den første fredag i september.
Fredag den 1.september tog det vildeste optog form ved Solrød Gymnasium og rådhuset, da skolens 600 elever stillede sig i række i fantastiske kostumer med tilhørende køretøjer og musik. Vikinger. Livgarden (med dronning). Oldtidens ægyptere. Barbies. Fodboldhold. Svampebob Firkant, cowboys, basketballspillere og meget andet.
Herefter gik opvarmningen i gang ved Solrød Idrætscenter med idrætslærere som veloplagte danseinstruktører. Eleverne stiller selvbyggede elevboder op – inden for klassens tema, naturligvis, og der bliver kæmpet i de fysiske idrætsudfordringer ind til det bliver eftermiddag. Herefter er det med at komme hjem, for aftenens fest startede kl. 18, og her skal klasserne have pyntet deres borde. Og ærlig talt: Deres opfindsomhed ville få selv professionelle eventkoordinatorer til at spærre øjnene op over den tematiske præcision.
Gymnasiets lærere og ledelse er hvert år klædt ud i deres helt eget tema, og i år var temaet dyr. Således mødte eleverne deres lærere som edderkopper, kylling, sommerfugl, papegøje, kat, drage og puma, mens rektor Bjarne Thams traditionen tro førte an i dagens optog. I år udklædt som et luntende æseldyr.
Kilde: Solrød Gymnasium