Undersøg inden du vælger en efterskole og forbered dig på udfordringerne og mulighederne ved at indgå i et fællesskab var et af budskaberne, da borgmester Niels Hörup, bød velkommen til Ungdommens Uddannelsesvejlednings (UUV’s) infomøde om efterskolevalget på Solrød Gymnasium tirsdag den 1. september.
Det var ikke kun som borgmester, at Niels Hörup kunne komme med råd til de ca. 400 interesserede elever og forældre, der var mødt op til infomødet for at afsøge muligheden for et valg af efterskole. Niels Hörup er både tidligere – og kommende – forældre til en efterskoleelev, så ud over selve aftenen opfordrede Niels Hörup også forældrene til, at tage imod den sidste søndag i september – den 27.9. – hvor alle efterskoler har åbent hus mellem kl. 13 og 17. ”Det giver et godt indblik, og en god viden, at man har besøgt den kommende efterskole inden man vælger” pointerede Niels Hörup.
Kirsten Jeppesen fra Efterskolerne på Sjælland gennemgik de generelle overvejelser man som elev og forældre skal igennem inden en efterskole vælges. Der er en prisforskel på 30- 35.000 kr. mellem den billigste og den dyreste efterskole. Inden valget af skole, er det også vigtigt at man undersøger, om der kommer ekstraudgifter i forbindelse med rejser, tøj og andet. ”Spørg om alt er inkluderet” opfordrede Kristen Jeppesen, der henviste til hjemmesiden www.efterskole.dk hvor alle efterskoler kan udsøges, og hvor der også er en prisberegner, der ud fra forældreindkomst kan udregne den præcise pris for et konkret efterskolevalg.
Det er vigtigt, at de unge i samarbejde med deres forældre overvejer om de er modne nok til at vælge at bo på en efterskole i et år. Tør du som elev udsætte dig for modgang og tør du åbne dig op for at deltage i et nyt fællesskab, var en af udmeldingerne i infomødets fællesdel, inden UUV vejleder Kirsten Rubæk Olsen inviterede forsamlingen til af to omgange at besøge baser hvor de 5 deltagende efterskoler præsenterede netop deres linjer og tilbud.
Velkomst ved borgmester Niels Hörup, Solrød. | Med valget af en efterskole siger I ja, til at indgå i et fællesskab og det udvikler, sagde Niels Hörup. | Ca. 400 interesserede elever og forældre havde fundet vej til UUV’s infomøde om efterskolevalget |
Efterskolen Lindenborg præsenterede Musik- og indrætslinje. Efterskolen Smededal fortalte om deres organisering af boligform og linjer med teater, musik, fritidsliv, kunst og medie/filmproduktion. Faxehus Efterskole ligger i et ombygget badehotel med ”havudsigt” og foruden et fagligt fællesskab blev der arbejde med at være en god kammerat og skolen har et stort fokus på fællesskabet. Gørlev Idrætsefterskole er med 165 elever i 10. klasse den største på Sjælland og her skal man kunne li’ idræt. Vordingborgskolen er en Fri Fagskole, hvor man indenfor køkken, håndværk, mennesker og merkantil bl.a. kan forberede sig til en erhvervsuddannelse. Betegnelsen ”Fri Fagskoler” bygger på betegnelsen for de gamle husholdnings- og håndarbejdsskoler. Der er 11 Frie Fagskoler i Danmark og heraf ligger 3 på Sjælland. Alle Frie Fagskoler har fokus på uddannelsesvalget efter året på en Fri Fagskole, blev det pointeret.
Vejlederne Kristen Rubæk Olsen og Ove Christiansen, UUV, var meget tilfredse med fremmødet, der viser, at såvel elever og forældre går op i informationssøgningen inden et eventuelt valg af en efterskole. Infomødet om Efterskoler er en del af UUV’s kollektive vejledning om uddannelsesmulighederne på vej ud af grundskolen og ”med det store fremmøde kan vi kun være tilfredse med aftenens arrangement” konkluderede de to vejledere fra UUV.