Nu gennemfører Solrød Kommune trafiksanering på strækningen. Byrådet besluttede i 2014, at få udarbejdet et skitseforslag for trafiksanering af Tåstrupvej mellem Parkvej og Solrød Byvej. Administrationen har efterfølgende fået analyseret strækningen, som anbefaler trafikindsatser i 4 fokuspunkter på strækningen.
Alle 4 fokuspunkter indgår som trafikindsatser i Trafikplan 2016-2020
Vejkrydset, Tåstrupvej/Maglekærsvej/Ankerhusvej, er det ét af disse fokuspunkter, og dette kryds fremstår som et stort belagt areal, som giver tendens til øget hastighed. Opstramning af krydset vil ske via indsnævring af de gennemgående kørespor og derved reducere kørebanearealerne. Midterhellerne skal omlægges i granitkantsten, som skærper profilet af vejen og området forskønnes af ny træbeplantning med søjleege på midterhellen, hvilket også giver fornemmelse af et indsnævret vejprofil. Afslutningsvis vil der blive udlagt nyt slidlag.
Tidspunkt
Anlægsarbejder udføres af OKNygaard A/S og vil starte fra uge 25. I forbindelse med anlægsarbejderne, vil entreprenøren i en kortere periode opsætte lysregulering på Tåstrupvej, som involverer kørselsforbud fra og til de to sideveje i krydset, Maglekærvej og Ankerhusvej. Entreprenøren opsætter omkørselsskilte som leder bilisterne udenom vejarbejdet, og ind i de tilstødende bolig- og erhvervsområder.
Busstopstedet syd for Maglekærvej i nordgående retning, vil blive midlertidig lukket i anlægsperioden, og brugerne vil blive henvist til at bruge busstopstedet nord for Maglekærvej.
Administrationen skal beklage de gener, som anlægsarbejdet måtte medføre i de 4 uger dette forventes at pågå.