To “Eks Flying Superkids” kan på lørdag opleves på nationalt TV, når de som “Dynamic Duo” skal prøve at nå finalen i deres livs første konkurrence.
Efter mange år som elite-gymnaster har de to tidligere Flying Superkids Mads Kjer og Svend Godbersen kastet sig over et helt nyt eventyr. De to unge fyre er netop nu i intensiv træningslejr for at blive klar til at være med i semifinalen i “Danmark i Talent” på lørdag. Selvom de begge to har har en masse erfaring med at optræde, er der nerver på.
“Vi skifter hele tiden mellem at glæde os helt vildt til at være sørens nervøse, for vi har jo aldrig prøvet at konkurrere før. Flying Superkids deltager ikke i konkurrencer, så det er en hel ny verden for os. Det er helt vildt nervepirrende at stemmer skal afgøres ens skæbne, men vi håber, at seerne kan se, hvor meget vi elsker at optræde og hvor hårdt vi har trænet” fortæller Mads Kjer
Og det er ikke kun konkurrenceelementet, der er svært for makkerparret at vænne sig til.
“Det er en helt anderledes oplevelse at optræde nu, hvor vi bare er to personer på scenen. Det er meget mere ens personlige ære, der er på spil, og der står jo ikke lige 24 andre gymnaster klar til at hjælpe os, hvis et eller andet går galt på live tv” griner Svend Godbersen.
Superhelte til audition
Duoens audition til programmet gik ellers rigtig godt – de to unge fyre blæste publikum og dommerne væk med en top-energisk optræden med blandt andet gymnastik, dans, tricks & spring.
“I er nogle superhelte!” lød det fra dommer Peter Frödin, og duoen fik stående bifald og fire ja fra dommerpanelet.
Siden auditionen blev sendt i slutningen af januar, har Svend og Mads fået en masse positive bemærkninger og kommentarer – især fra andre gymnaster.
“Vi har fået så meget god respons fra “gymnastikverdenen”, og det har simpelthen været så dejligt. Det er dog også lidt af et pres, for vi føler lidt, at vi er med til at repræsentere gymnastikken i programmet.
Vores plan er at give den fuld gas, holde en fest med publikum og så se, hvad der sker. Vi håber selvfølgelig, at vi kommer langt, men der er jo så mange dygtige acts med i Danmark har Talent, så vi får brug for alle de stemmer vi kan få!” siger Mads.
Savnede at optræde
Mads og Svend lærte hinanden at kende, da de begge var Flying Superkids i over 10 år. De stoppede som “superbørn” i 2013, og efter i mange år at have boet i den samme by og trænet sammen flere gange om ugen, skilte deres veje sig. Mads’ drømmestudie var på DTU i København, og Svend blev i Aarhus for at arbejde.
Der gik dog ikke længe, før de begge savnede at optræde, og det blev starten på Dynamic Duo.
“Det var helt underligt ikke at optræde, for det har været så stor en del af vores ungdom. Det, vi laver nu, er selvfølgelig mere voksent, men det er klart, at tiden som Flying Superkids er vores grundlag. Vi elsker stadig at optræde, og vi vil gerne sprede en masse glæde og forhåbentlig inspirere andre mennesker til at bevæge sig” fortæller Svend, der hurtigt suppleres af Mads:
“Det er også en kanon måde for os at holde kontakten på, nu hvor vi bor i hver vores ende af landet.”
Duoens første “job” kom på plads, da de inviterede dem selv til at optræde ved Mads’ brors bryllup foran 50 mennesker på en kro.
“Vi havde i den grad behov for lige at finde ud af om vi kunne endnu, så vi startede med et “hjemmebanepublikum”. Vores lille optræden var dog en stor succes, og flere blandt publikum foreslog os at deltage i Danmark har Talent. Deadlinen for at tilmelde sig var for længst overskredet, men vi kontaktede casterne og fik heldigvis lov. Så vi gik fra en kro i Harlev direkte til Danmark har Talents scene.” fortæller Mads Kjer.
Dynamic Duo kan opleves i Danmark har Talent d. 12 marts på TV 2 kl 20