Vi har desværre en meget kedelig tilbagevendende begivenhed her i Solrød Kommune, og man kan næsten stille sit ur efter den. Når vi har nydt de første dejlige lune forårsaftener, hvor vi for første gang har kunnet nyde vores aftensmad i den fri natur, så sker det:
I en eller flere af vores lokale Facebook-grupper er der nogen, der lægger friske billeder op fra Karlstrup Kalkgrav. Og nej, jeg taler ikke om smukke billeder af det hvide kalk i skøn kontrast til det lyseblå vand. Og nej, jeg taler heller ikke om billeder af glade familier, der på kryds af flere generationer sidder på picnictæppet, og hvor de voksne hilser til fotografen med en kold øl eller et glas vin, mens børnene leger fangeleg eller spiller bold i baggrunden. Det kunne ellers virkelig være nogle lækre billeder, og dem vil jeg faktisk gerne se nogle flere af.
Skrald, der ligger og flyder
Nej, jeg tænker i stedet desværre på de forfærdelige billeder af skrald og forskellige typer af svineri, som nogen har efterladt. Det drejer sig typisk indpakning fra madvarer, sølvpapir, dåser, plasticflasker og ikke mindst engangsgriller, som folk bare lader ligge, når de har siddet og nydt deres aftenmåltid. Kan I forstå det? At nogen låner et skønt stykke natur for et par timer – af os alle sammen, for naturen er fælles – og så skrider de bare uden at rydde det mindste op efter sig? Det går ganske enkelt langt ud over min fantasi, at man kan få sig selv til den slags?
Problemet er lidt – ud over folks dårlige opførsel selvfølgelig – at kalkgraven er statens ejendom. Det er Naturstyrelsen, der ejer den, og det er derfor også staten, der driver den og har pligt til at føre til at føre tilsyn med den. Derfor kan vi ikke blot beslutte her fra lokalt hold, at nu skal der gå et kommunalt vagtværn rundt dernede og huske folk på, at de skal rydde op efter sig. Og det burde jo heller ikke være på den måde. Det burde give helt sig selv.
Alle må tage ansvar
Det er også svært at forestille sig, at der skal en lovændring eller nye regler eller restriktioner til. Det er jo i forvejen ulovligt at smide eller efterlade skrald i naturen, så det hjælper ikke noget at stramme det yderligere, tror jeg. Så hvad er egentlig løsningen? Når vi ser det igen og igen, og når det ikke lader til at blive bedre, selvom vi deler billederne på Facebook og alle sammen er enige om, at det er noget svineri? Ser natursvinene ikke opslagene, eller er de ligeglade? Jeg ved det ikke.
Løsningen er i virkeligheden nok den, at vi alle sammen lige må tage et lidt større ansvar. Når vi ser nogen, der efterlader skrald, må vi huske dem på, at det er ulovligt, og at naturen er fælles, og så skal vi selvfølgelig også huske at rydde op efter os selv. Det sidste giver selvfølgelig sig selv. Men nu må folk altså hanke lidt op i sig selv og i hinanden.
Vi skal ikke lege politi
Jeg vil for alt i verden undgå, at vi skal rende rundt og lege politi over for hinanden. Vores opførsel – både i Karlstrup Kalkgrav men også alle andre steder – er først og fremmest og næsten udelukkende vores eget ansvar. Jeg synes alligevel godt, at vi lige kan minde hinanden om, at naturen er en fælles gave, som vi har fået til låns, og som vi skal levere videre til de kommende generationer. Hvis vi ikke passer ordentligt på den, bliver der mindre og mindre af den. Det gælder i det store billede – men det gælder også de små ting i hverdagen.
Så skal vi ikke se, om vi kan aftale, at vi arbejder for, at vi i 2017 – når vi til den tid har haft de første dejlige forårsaftener – ikke kan tage billeder af skrald og andre ulækre efterladenskaber i vores lille naturperle?
Morten Scheelsbeck
Journalist
Solrød Strand