96 forventningsfulde børn fra 3. kl. på Uglegårdsskolen tog i dag godt imod Sebastian Klein, og han havde deres fulde opmærksomhed fra begyndelsen.
Arrangementet var kommet i stand i samarbejde mellem SuperBrugsen i Solrød/Coop og Uglegårdsskolen.
Sebastian kom for at fortælle om “Smør din madpakke” og om, hvad en sund madpakke skal indeholde, og hvordan man sørger for, at den daglige madpakke bliver et interessant bekendtskab frem for en ildelugtende plastbøtte, og han gør det på en måde, så børnene får lyst til at smage på de forskellige ting.
Børnene var delt ind i 3 hold og lavede på skift æggesalat, torskerognssalat og i madjunglen smagte og smurte de “madder”, som de kunne pynte med mange forskellige ting som peberrod, ansjoser, syltede agurker, ost og krydderurter.
Alle børn fik diplom med hjem, hvor opskrifterne fra dagens arbejde står på.
Som frivillig ved et sådant arrangement er det fantastisk at opleve børnenes glæde og gå-på-mod. Det kan man kun blive i godt humør af.
Tekst af Anni Agerbo Jensen
formand SuperBrugsen
Foto af Jimi A. Bøgevig
Deltag i debatten