Den 12. juni går årets Kystvandring langs stranden til Staunings Ø. Her kan du kombinere en smuk gåtur med frisk luft, motion og viden om en del af Danmarks vildeste og smukkeste natur.
Danmark er rigt på smukke kystområder. Og når Hjerteforeningen og Danmarks Naturfredningsforening (DN) den 12. juni inviterer alle danskere med på Kystvandringen, er der rig mulighed for at opleve den danske natur fra sin allersmukkeste side. I år står de to foreninger bag mere end 30 arrangementer på landsplan, så der er rig mulighed for at finde en tur, der passer lige til dig.
Danmarks vildeste natur
Kysterne er Danmarks vildeste natur, og de er enestående i international sammenhæng. Danmarks 7300 km kyststrækning er et fælles gode, som vi skal værne om. Ved kysten opleves de åbne vidder og naturen og naturkræfterne er helt synlige.
Kom og vær med
Kystvandringen skal både skal styrke danskernes lyst til at røre sig og deres kærlighed til den smukke danske natur.
– Det er oplagt at benytte naturen, når man skal motionere, frem for altid at søge mod sportshaller, fitnesscentre osv. Særligt hvis man bor tæt på et kystområde, som her i Solrød.
Vi mødes på P-pladsen ved Trylleskoven, Karlstrup Strandvej søndag d. 12. juni kl. 9.00. Efter en kort introduktion går vi gennem Trylleskoven ned til stranden. På turen sydpå går vi gennem strandoverdrev og ad trampestier gennem klitterne og strandlagunerne ved Jersie Strand. På tilbagevejen går vi bl.a. ad Hjertestien.
Turen er ca. 10 km. lang og vi går i et roligt tempo med ophold undervejs, hvor vores guider fortæller om lokaliteterne og sikkert også en lille anekdote. Turen varer ca. 3 timer.
Tilmelding er ikke påkrævet, og det er gratis for alle at deltage. Detaljer om alle vandreturene kan ses på www.kystvandringen.dk, og man kan følge Kystvandringen på Facebook via www.facebook.com/kystvandringen.