Landspolitikerne fra Folketinget i Danmark har det generelt fint. Jovist, der er da nogle stykker – statsministeren, Pia Kjærsgaard og Naser Khader – der må leve med konstant politibeskyttelse fra PET, og det er selvfølgelig grotesk i sig selv. Men alt i alt behandler vi vores politikere ganske nogenlunde.
De kan gå frit på gaden, vi kan møde dem og diskutere vores sager med dem, vi kan komme direkte i kontakt med dem via de sociale medier, og deres telefonnumre og typisk også adresser er frit tilgængelige på Folketingets hjemmeside. Det er dejligt for Danmark, for danskerne og for politikerne, for det signalerer frihed og åbenhed, at vi har tilgængelige politikere, og det beviser, at der er kort fra ’folket’ til magtens spidser. Sådan skal det være, og det skal vi være stolte af.
Men vi skal saftsuseme også passe godt på det. For hvis vi ikke kan administrere det, så forsvinder det, og det vil være udansk, og det vil være en skam.
Gentagne dødstrusler
Og der er desværre nogen, der ikke kan administrere det. Der er endda nogen, der er så langt uden for pædagogisk rækkevidde, at det rammer os alle. Og selve demokratiet. I den seneste uge har vi eksempelvis set nogle helt groteske eksempler på, at det konservative folketingsmedlem Mai Mercado er blevet udsat for gentagne dødstrusler og voldsomt grove tilsvininger, og det har endda resulteret i, at en mand er blevet varetægtsfængslet i hele fire uger for dødstrusler.
Det, der antændte dødstruslerne, var et Facebook-opslag fra Mai Mercado, hvor hun glædede sig over, at politiet havde igangsat en politiaktion mod hashsalget på Christiania. Det er vel en fair politisk tilkendegivelse, uanset om man er enig eller ej. Men her er så nogle af de kommentarer, som Mai Mercado modtog:
“Du leger med dit og dit barns liv.”
“Jeg kan godt forstå, hvis nogen vil stikke en kniv i dig og din baby.”
“Jeg ville fryde mig, hvis Mai Mercados baby mister livet”.
Ikke en trussel – men en garanti
Kommentarerne var åbenbart så voldsomme for nogen, at en (vist nok tilfældig) Facebook-bruger valgte at anmelde sagen til politiet, som så mødte op på den pågældende mands adresse. Efter politiets besøg røg manden dog blot tilbage til tasterne og skrev nu følgende:
”Politiet er lige kommet og har sigtet mig. Hvis det får konsekvenser for mig, får det også konsekvenser for dig – det er ikke en trussel, men en garanti, lød det nu.”
Mai Mercado modtog også andre beskeder, som bestod af et sprog, som er så groft, at jeg ikke engang vil gentage det her. Jeg kan dog sige, at det handlede om, hvad forskellige mænd rent fysisk godt kunne tænke sig at gøre med hende. Det var modbydeligt at læse.
Husk, hvad de må finde sig i
Selvfølgelig er det et absolut fåtal af folk, der reagerer på denne måde, men det bør alligevel give stof til eftertanke hos de fleste. Andre politikere fra andre partier har sikkert også modtaget mange forfærdelige beskeder, så det er absolut ikke noget helt odiøst for netop Mai Mercado. Jeg kan da eksempelvis huske, at Zenia Stampe fra De Radikale og Özlem Cekic fra SF også har været genstand for denne slags hadudgydelser.
Politikere går sommetider for langt, og nogen kan også virke for langt fra befolkningen. Men vi må lige huske på, hvad de sommetider skal finde sig i, når vi brokker os lidt over dem.
Morten Scheelsbeck
Journalist, Solrød Strand