af Bjarne Thams, rektor
Kære hf´ere, kære stx´ere, kære studenter.
Der er noget ganske særligt i gang her i idrætscenterets hal A. Hallen er pyntet med blomster og flag og fyldt med glade mennesker. I begivenhedens centrum sidder I. I som er årets studenter fra Solrød Gymnasium. 247 smilende og forventningsfulde unge mennesker, alle med hue på. Det er et sjældent syn, et syn der kun kan opleves en gang om året – nemlig denne sidste fredag i juni måned. Alle som én er vi her på grund af jer. Vi er her for at fejre og hylde jer, som nu er blevet studenter.
Kuverterne bag ved mig med jeres eksamensbeviser er det synlige bevis på, at den drøm som I har gået med og arbejdet på i jeres tid som elever på SG nu i disse minutter går i opfyldelse.
Dagen i dag er også en markering af, at nu er tiden kommet til at sætte nye mål og forfølge nye drømme.
På denne festdag er det er en stor ære at få lov til at dimittere jer fra Solrød Gymnasium.
Tillykke med jeres studentereksamen!
Rocky Abalsamo
Den 22. januar i år døde Rocky Abalsamo. Rocky Abalsamo boede i New York og blev 97 år gammel. Rocky mødte i 1937 Julita. De blev hurtigt meget glade for hinanden. Drømmen om at finde den perfekte ”soulmate” var gået i opfyldelse. De blev gift og havde mange lykkelige år sammen. Julita døde længe før Rocky – faktisk 20 år før. Det var naturligvis en stor sorg og et stort afsavn for Rocky. Et savn, som Rocky ikke kunne slippe. Derfor besøgte Rocky indtil ganske få måneder før han døde, hver dag konens grav. Han ikke bare besøgte den, han kom ved solopgang og gik ved solnedgang, hver dag, året rundt, i al slags vejr. Når han kom om morgenen råbte han: ”jeg er her”. Når han skulle gå om aftenen, strøg han hånden hen over Julitas navnetræk på gravstenen og dryssede brødkrummer på graven for at tiltrække egern, der kunne holde Julita ved selskab natten igennem, indtil han selv vendte tilbage igen dagen efter. Hvert år på Julitas fødselsdag skålede han med hende i et glas cider og afspillede et bånd med en vuggevise de havde indspillet sammen.
En sød og rørende historie. Et ordsprog siger, at gammel kærlighed ikke ruster. Historien om Rocky og Julita kunne tyde på, at det ikke er helt løgn.
At stå ved en skillevej og skulle sige farvel til nogen eller noget, der har haft stor betydning for én kan være svært.
Jeg er sikker på, at I alle har ventet længe på denne dag. Denne dag er det højdepunkt, der har været målet for alt arbejdet, for alt det sjove og for alt det slidsomme gennem alle årene på SG.
Samtidig er det svært at sige farvel. I onsdags, da de første medarbejdere mødte ind om morgenen, lå der en sovende nybagt student lige foran skolens hovedindgang. Hvad gør man ikke for at få mest muligt ud af de sidste timer som SG´er. Det fremgår også tydeligt af mange af jeres svar på det Lectio-spørgeskema med spørgsmål om jeres tid på SG, som jeg for nylig bad jer om at svare på. Tak til jer der har svaret. Tak for jeres mange positive udmeldinger, og jeres forslag til konstruktive forbedringer.
På spørgsmålet: ”Hvad har du været mest glad for”, svarer en:
Som elev har jeg været allermest glad for den udvikling jeg har været igennem. Jeg har været gennem hårde, sjove, svære, perfekte dage, hvilket har været med til at styrke hvem jeg er i dag, og hvordan jeg skal tackle ting i givne situationer. Mine år har været ekstremt lærerige, og noget jeg kommer til at savne hver dag.
Og der er rigtig mange af den slags svar.
Der er også nogen der går i en lidt anden retning. En svarer kort og godt: ferierne. En anden: min kæreste.
Det er godt at høre, at mange af jer tænker på SG som noget I vil savne. Jeg håber dog ikke, at nogen af jer har det som Rocky Abalsamo, at I kommer hver dag fra solopgang til solnedgang for at røre ved murstenene, skåle i cider og strø brødkrummer foran hovedindgangen. Det skulle da lige være ham der lå og sov foran skolen i onsdags.
Historien om Rocky og Julita er ikke bare sød og rørende. Den er også skræmmende. En af de ting jeg håber I tager med jer fra SG er overbevisningen om, at livet og tilværelsen er bedst, når det er i konstant bevægelse. Det kan gå for stærkt i perioder, så man har brug for at bremse op og geare ned, men det må aldrig gå i stå. Jeg håber at SG har lært dig vigtigheden af hele tiden at sætte nye mål og følge nye drømme. Livet skal ikke bare gå videre, det skal udvikle sig.
Jeg skal ikke sætte mig til doms over Rockys beslutning om hver dag i 20 år at opholde sig ved konens grav, men et eller andet sted forfulgte han en drøm og en tid, som ikke længere var. Hans liv gik i stå og blev sat på stand-by den dag Julita døde. Julita var under muld, han var så tæt på at være det, som han kunne komme. Livsdrømmen endte med at forfølge ham, den blev en klods om benet og blive til en livsdræber.
Rockys historie kan godt give anledning til at reflektere over, hvordan man tager afsked med noget, der har været godt og fantastisk. Dimission betyder faktisk noget i retning af ”at sende bort”. I dag tager I afsked med et stort og vigtigt kapitel i jeres liv. Et kapitel der ikke skal glemmes. Men samtidig skal der kigges fremad. Det er vigtigt, at du sætter dig nye mål, og at du drømmer nye drømme.
Nelson Mandela
Den 5. december sidste år døde Nelson Mandela. Han blev 95 år gammel. Han drømte stort. Læser man Mandelas biografi, er det slående hvor meget første del af bogen handler om skole og uddannelse. Han var den første i sin familie der kom i skole, og han blev uddannet som jurist. Af hans biografi forstår man, i hvor høj grad Nelson Mandelas skolegang helt frem til hans universitetsstudier var med til at forme og danne den han var, og åbne hans øjne for de uretfærdigheder som herskede i Sydafrika.
Gennem skolegang og opvækst tændtes gnisten hos Nelson Mandela til en drøm, som fulgte ham hele livet: drømmen om et Sydafrika fri for apartheid, drømmen om et Sydafrika med samme demokratiske rettigheder og lige vilkår for alle uanset hudfarve.
Om uddannelse siger Mandela: ”Uddannelse er det mest kraftfulde våben, som du kan bruge til at ændre verden.”
Det var ikke nogen nem drøm, tværtimod en nærmest umulig drøm at forfølge. En drøm der betød 27 års fængsel. Mandela forfulgte drømmen dygtigt og energisk, koste hvad det ville, og blev en af de primære drivkræfter i de politiske omvæltninger Sydafrika gennemgik i starten af det sidste årtusindes sidste årti. Han opnåede at få tildelt Nobels fredspris og at blive valgt som Sydafrikas præsident. Om det at drømme stort og visionært siger Mandela: ”Det synes altid umuligt, indtil det er gjort«.
Som dansker er det vi husker bedst fra hans begravelse, at Helle Thorning havde held til at få taget et selfie sammen med Barack Obama og David Cameron. Ser man bort fra den lille detalje, er det jeg husker bedst fra den begivenhed, at det mere lignede en fest end en begravelse. Det var som om, at man ikke andet end kunne fejre at Mandelas drøm om Sydafrika var gået i opfyldelse.
En anden stor frihedskæmper, som har sat sine tydelige aftryk i verden er Martin Luther King. Når vi snakker om det at drømme stort, er han ikke til at komme uden om.
Martin Luther King
Martin Luther King blev 39 år gammel. Han blev myrdet, mens han trak frisk luft på en altan i Memphis Tennessee d. 4. april 1968. Han nåede aldrig i nærheden af at blive ligeså gammel som Rocky Abalsamo og Nelson Mandela. Ligesom Nelson Mandela modtog han Nobels fredspris. Det var som 35-årig i 1964, den yngste modtager af fredsprisen nogensinde. Luther King viede sit liv til den samme drøm, som Nelson Mandela – bare på et andet kontinent. Hans mest berømte tale handlede netop om den drøm. Talen hvor han igen og igen fremhæver sætningen: I have a dream.
Nelson Mandela og Martin Luther King mødte aldrig hinanden. Selv om de levede på samme tid, kæmpede for den samme drøm og for mennesker der var rundet af det afrikanske kontinent. Begge holdt de taler, som er gået over i historien. Kings ”I have a dream” tale i 1963 og Mandelas tre timer lange forsvarstale under retssagen mod ham i 1964 blev holdt med kun 8 måneders mellemrum.
Da Mandela holdt tale den aften i maj 1994 hvor det stod klart, at han blev Sydafrikas nye præsident, sad Martin Luther Kings enke – Coretta King – på scenen og lyttede til Mandela.
I Mandelas sejrstale knytter han an til Luther Kings berømte ”I have a dream” tale. Her gentager han Kings ord ”free at last, free at last”, som udtryk for at drømmen ikke længere var drøm men virkelighed.
For begge mænd gælder, at de ikke bare var drevet af den samme drøm, men også havde den samme indstilling i deres omgang med både venner og fjender. De handlede med afsæt i værdier, som udgjorde pejlemærker i deres bestræbelser på, at gøre drømmen til virkelighed. For med drømme er det sådan, at de bliver ikke til virkelighed af sig selv eller ved et tilfælde.
Drømme bliver ikke til virkelighed af sig selv – de skal hjælpes på vej
Både Mandela og Luther King var:
Fokuserede og modige
De vidste præcis hvad de ville opnå. Drømmen var konkret, og de formåede at adressere problemerne direkte, samle folk omkring sig og anvise veje til hvordan drømmen kunne forfølges.
De var modige. De turde udfordre dem, der var meget stærkere end dem selv. De var fuldt ud klar over, at de forfulgte en drøm som kunne koste dem dyrt. Hvad det da også gjorde. Luther King blev slået ihjel. Mandela tilbragte mere end en fjerdel af sit liv i fængsel under arbejdslejragtige forhold.
Fokus på målet og mod til at følge drømmen, også der hvor det koster, det hjalp drømmen på vej.
Tålmodige og vedholdende
De var ikke bare modige. De var også tålmodige. De vidste, at de drømte stort og at drømmen derfor ikke ville kunne realiseres som et snuptag ud af ingenting. De vidste at det kostede tid, hårdt arbejde og stor tålmodighed.
Begge holdt de fast og gav ikke op. Samtidig var de store nok til på rette tid at komme modstanderne i møde og skabe den klangbund der skal til for at flytte andres overbevisning og ståsted.
Indstillet på forsoning og tilgivelse
Begreber som tilgivelse og forsoning står helt centralt i begge mænds tilgang til virkeliggørelsen af deres drømme. De vidste, at bitterhed ikke fører til noget godt. De vidste, at had er ødelæggende for enhver proces. De vidste, at skulle gamle og dybe sår heles og store uretfærdigheder overkommes, så var der brug for en tilgivende indstilling over for dem, der havde handlet uretfærdigt og ondt. I perioden som præsident var den forsonende indstilling for Mandela den primære kraft i forhold til at skabe et nyt Sydafrika.
Kan man drømme for stort?
Da jeg skrev denne tale var det min hensigt, at skrive et afsnit om vigtigheden af at være realistisk når man drømmer og planlægger for livet og fremtiden. Realisme og det at kende sine egne begrænsninger og muligheder er en vigtig kompetence. Ingen har gavn af luftige drømme og luftkasteller. Men det vil jeg ikke sige noget om. I dag har jeg tænkt mig at være tro mod den måde Nelson Mandela drømte for sit land. Hans historie, hans baggrund og opvækst, den store modstand han og hans ligemænd mødte – derunder 27 år i et usselt fængsel, indbød ikke til at drømme stort, drømme om afskaffelse af apartheid og lige vilkår for alle uanset hudfarve. Men han turde drømme stort og gjorde det ikke forgæves. Det synes som sagt altid umuligt, indtil det er gjort. På en dag som denne giver vi hinanden lov til at tænke stort og drømme om det som synes umuligt, og forfølge det om end det virker dumt. En dag står du der måske og tænker, ”han havde ret den gamle Mandela, det syntes umuligt men nu er det gjort.
Og husk at de smukkeste og de største drømme for livet er dem der ikke kun omfatter en selv. Det gjorde Nelson Mandela og Martin Luther King i udpræget grad. De turde have visioner på hele nationers vegne, de turde sætte mål, som de vidste udfordrede hele befolkninger til at skifte spor og ændre værdisæt. De turde gøre det, selv om det var med deres eget liv som indsats. De var énere. De drømte drømme som netop er Nobelprismodtagere værdige. Men vi, som er små mennesker i sammenligning med dem, kan tage ved lære af dem. Vi kan prøve at være modige, turde drømme stort og turde have visioner, der ikke bare har os selv i fokus, men også de andre. Og her tænker jeg ikke bare på ens allernærmeste, men det store fællesskab som sådan. Den slags drømme er store drømme.
Nu er det gjort!
Jeg er sikker på, at de fleste af jer studenter ind imellem på jeres vej til dagen i dag har tænkt som Mandela, det her er umuligt. Men kære venner. Det er uomtvisteligt. Nu er det gjort!
Om lidt får I overrakt – ikke Nobels fredspris, mindre kan trods alt gøre det – men et eksamensbevis fra Solrød Gymnasium.
I ønskes alle held og lykke med livet og fremtiden, og med at sætte nye mål.
Gå ud i verden. Vær modige og tålmodige. Hold fokus, altid med en imødekommende og forsonende indstilling til dem, der vil lægge hindringer i vejen for det du drømmer om. Må det gå sådan, at selv det der nu synes umuligt en dag må være gjort.
Følg drømmen!
Jeg dimitterer Jer således som studenter og hf-ere fra Solrød Gymnasium år 2014.
Bjarne Thams