Når forældre i Solrød og Havdrup skal sende deres helt små børn i enten vuggestue eller dagpleje, er der flere og flere, der vælger dagplejen til.
I dagplejen i Solrød Kommune er der 50 dagplejere ansat, og der er i øjeblikket helt fyldt op med 170 børn indskrevet.
Og det er noget, der vækker glæde i dagplejen, hvor man gennem lang tid har fået mange børn ind, der ikke kunne få plads i en vuggestue. Men nu tager flere og flere forældre altså et aktivt valg om dagplejen som førsteprioritet.
– Det har været vores oplevelse gennem det seneste halve år, at der er flere og flere, som vælger dagplejen som førsteprioritet. Vores ambassadørordning, hvor man kan komme ud og besøge en dagplejer, inden man skriver sig op, er meget populær, siger Mette Buch Malmberg, der er leder af dagplejen i Solrød Kommune.
Det vækker ligeledes begejstring hos de forældre, der allerede har børn i den solrødske dagpleje.
– Vi er utrolig glade for, at vi er fyldt op, og at flere og flere forældre opdager, hvad dagplejen har at tilbyde. Roen, nærheden og dedikationen er noget af det, der gør dagplejen utrolig stærk, og som faktisk får rigtig mange af de forældre til børn, der havde valgt vuggestue som førsteprioritet, til at blive og ikke senere flytte over i en vuggestue, forklarer Kamilla Rank, der er formand for forældrebestyrelsen i dagplejen i Solrød og Havdrup.
Nærhed og tryghed
Dagplejen i Solrød Kommune fungerer på den måde, at børn i alderen 0-3 år bliver passet i hjemmet hos en dagplejer. Hver dagplejer har typisk 3-4 børn, og en gang om ugen samles fem dagplejere med deres børn i en legestue. Her oplever børnene altså, hvordan det er at være i lidt større miljøer med lidt mere gang i.
– For mig har det været det helt rigtige at få min søn i dagpleje. Vi havde egentlig først valgt vuggestue, men da vi ikke kunne få plads, blev vi tilbudt en midlertidig plads i dagplejen. Men den plads blev hurtigt permanent, da vi blev så glade for det. Der er en nærhed og tryghed i dagligdagen, som jeg kan se, min søn trives i, og jeg afleverer og henter ham hver dag hos den samme person, der dermed kan fortælle om min søns dag. Det giver også en stor tryghed for mig, siger Mia Qvist Scheelsbeck.
Man kan møde dagplejen til børneloppemarkedet i Solrød Center i august og til høstfesten i Havdrup i september. Vil man gerne høre mere, er man også meget velkommen til at kontakte dagplejen på tlf.: 56182848