Byrådet har besluttet at støtte Havdrup Tennis Klubs projekt om at lave en udendørs padelbane med 300.000 kr. fra Solrød Kommunes Idrætsanlægsfond.
Det bliver i fremtiden ikke kun ved Solrød Idrætscenter, det er muligt at spille den populære sportsgren padel, hvis det står til Havdrup Tennis Klub. Klubben har nemlig fået 300.000 kr. i støtte fra Solrød Kommunes Idrætsanlægsfond til at lave en udendørs padelbane i nærheden af klubben, som klubbens medlemmer kommer til at kunne benytte. Resten af udgiften, der i alt løber op i næsten 500.000 kr., betaler klubben selv.
”Det er fantastisk, at Havdrup Tennis Klub vil gøre det muligt at spille padel i Havdrup. Efterspørgslen på padelbaner er stor, og interessen vokser kun, så det glæder mig meget, at vi med midlerne fra Solrød Idrætsanlægsfond kan være med til at støtte sådan et godt projekt,” siger Morten Scheelsbeck, der er formand Kultur-, idræts- og fritidsudvalget.
Midlerne i Solrød Kommunes Idrætsanlægsfond kan søges til støtte af anlæg, ombygning og renovering af idræts- og motionsfaciliteter, som kommer borgere i Solrød Kommune til gode. Det er muligt at søge fondens midler for alle borgere både enkeltvis og i organisationer, samt for kommunale institutioner og afdelinger. Fonden har ansøgningsfrist den 1. februar og den 1. september.
Fakta
Byrådet besluttede på byrådsmødet den 30. august 2023, at tildele Havdrup Tennis Klub 300.000 kr. i støtte til etableringen af en padelbane. Byrådet besluttede desuden på samme møde, at erhvervsforeningen Team Solrød ikke længere har indstillingsretten til Solrød Kommunes Idrætsanlægsfond. I stedet skal både Solrød Idræts Union, Folkeoplysningsudvalget og Team Solrød fremover høres forud for byrådets tildeling af støtte til ansøgerne.
Kilde: Solrød Kommune