Solrød er blandt de fem kommuner i landet med færrest klager på handicapområdet for både børn og voksne fra 2013-2021.
Noget tyder på, at borgere med psykiske og fysiske handicap generelt er tilfredse med sagsbehandlingen i Solrød Kommune. Solrød er nemlig blandt de fem kommuner i hele landet med færrest klagesager på handicapområdet henover en årelang periode. De fire andre kommuner er Vallensbæk, Dragør, Læsø og Odder.
Det viser en helt ny rapport fra Folketingets Rigsrevision om forvaltningen af handicapområdet.
Helt konkret viser rapporten, at Solrød Kommune har under 5,8 årlige klager på handicapområdet pr. 1.000 indbyggere over en 8-årig periode fra 2013 til 2021.
“Vi går naturligvis meget op i at levere den bedst mulige service til borgerne inden for lovens rammer, og vi er meget glade for, at vi har så få klagesager over så lang en årrække. Det tyder på, at vores medarbejdere har et højt niveau i sagsbehandlingen,” siger Dorte Saabye, fungerende kommunaldirektør i Solrød Kommune.
Rapporten viser, at Solrød Kommune som mange andre kommuner ligger på en omgørelsesprocent for sager, der er klaget over på handicapområdet, på 36-40 procent fra 2013-2021. I rapporten bliver det understreget, at hos kommuner, der behandler få sager, vil en mindre ændring i antallet af omgjorte sager give stort udslag i omgørelsesprocenten. Hvis Solrød Kommune fx et år har to klagesager, og den ene bliver omgjort, så rammer kommunen det år en omgørelsesprocent på 50 procent.
“Vi kan se ud af statistikkerne, at vi heldigvis ligger på linje med andre kommuner, når det drejer sig om, hvor mange sager der bliver omgjort af Ankestyrelsen, når borgerne klager. Det er ikke det hele, der er sort/hvidt, og det kan fx være en sag, hvor vi har været i tvivl om lovens rammer. Den slags sager tager vi ved lære af og bliver klogere på, og vi arbejder hele tiden på at blive endnu bedre til at give borgerne de korrekte afgørelser,” siger Dorte Saabye.
Kilde: Solrød Kommune