Byrådet har godkendt etableringen af et selvrensende og handicapvenligt toilet i Solrød Center tæt ved Solrød Strand Station.
Nu kommer der snart flere muligheder for at komme på det lille hus, hvis behovet melder sig under en tur i Solrød Center. Byrådet har nemlig på byrådsmødet den 29. november 2021 frigivet 500.000 kr. til et offentligt toilet midt i centeret.
Allerede nu er det muligt at benytte toiletterne i Solrød Bibliotek og Kulturhus, hvor borgere også har mulighed for at lukke sig ind efter åbningstid, men et bredt flertal i byrådet ønsker endnu bedre toiletforhold i centeret. Derfor var det nye offentlige toilet i Solrød Center også en del af de mange initiativer, som parterne bag budget 2021-2024 satte penge af til.
“Både de erhvervsdrivende og besøgende i centeret har udtrykt ønske om et offentligt toilet, og det er en naturlig del af den udvikling af centeret, som vi er i gang med, der har grobund i helhedsplanen for Solrød Center,” siger formand for Økonomi-, teknik- og miljøudvalget og borgmester Niels Hörup og fortsætter:
“Det er vigtigt, at borgerne også føler sig trygge i at anvende toilettet, og at det ikke appellerer som et opholdssted. Derfor har Solrød Kommune haft dialog med både Solrød Centerforening og Bo Trygt for at være helt sikre på, at toiletbygningen bliver placeret det rette, trygge sted i centeret, og samtidig bliver der taget nogle forholdsregler, så man ikke kan opholde sig i toiletbygningen i længere tid.”
Ud fra den gode dialog med både Solrød Centerforening og Bo Trygt er det blevet besluttet at placere den kommende toiletbygning, der bliver ca. 7 m2, i centergaden vest for Solrød Strand Station ved Matas.
Selvrensende og handicapvenligt
Det kommende offentlige toilet i Solrød Center er et såkaldt selvrensende toilet. Det betyder, at både toiletkummen og gulvet i bygningen bliver vasket automatisk. Samtidig får toiletbygningen en pusleplads, og både bygning og toiletforhold kommer til at være handicapvenlige.
Det er en form for toiletbygning, der allerede er gode erfaringer med andre steder. I Faxe Kommune, hvor der er fem toiletbygninger magen til den, der kommer i Solrød Center, oplyser kommunen, at den ældste toiletbygning har fungeret upåklageligt i mere end 8 år.
Kilde: Solrød Kommune