Læs om:
Ny 10 punkts-plan skal gøre integrationsindsats mere målrettet
Værdighedspolitik giver højere livskvalitet og øget selvbestemmelse
Flot kvalitetsrapport for skolerne i Solrød Kommune Solrød Musikskole forlænger sæson og hæver takster
Ny 10 punkts-plan skal gøre integrationsindsats mere målrettet
De seneste års hektiske udvikling på flygtningeområdet har gjort det nødvendigt med en ny og mere tidssvarende integrationspolitik. Mandag aften vedtog byrådet i Solrød derfor en 10 punkts-plan, som skal gøre integrationsindsatsen mere målrettet.
Solrød Kommune har fået en ny integrationsstrategi, der fastsætter 10 mål for, hvordan flygtninge skal integreres i kommunen.
”Flygtningeområdet har ændret sig markant, siden vi i byrådet vedtog den seneste integrationspolitik i 2005, så det var på tide at føre politikken up to date og få lagt en strategi for, hvordan vi håndterer integration i Solrød Kommune i årene fremover,” siger Ivar Haugaard-Hansen, der er formand for Social-, Sundheds- og Fritidsudvalget i Solrød Kommune.
De ti punkter Planen fokuserer på følgende ti områder:
- Job- og sprogskoleindsats – ingen skal gå passive rundt.
- Intensiv uddannelsesindsats – alle unge under 25 på integrationsydelse skal tage en uddannelse.
- Tværfagligt samarbejde – kommunen skal organisere integrationsindsatsen med helhed og tværfaglighed for øje.
- Hurtigt tilbud om dagpasning og skole – flygtningebørn skal tilbydes dagpasning eller skole hurtigst muligt.
- Fra modtageklasser til almindelige klasser – flygtningebørn skal hurtigst muligt flyttes fra modtageklasserne til almindelige skoleklasser.
- Midlertidig boligplacering – flygtningeboliger skal etableres spredt i kommunen, og der skal være fokus på udgifter og læring om danske boligforhold.
- Inddragelse af frivillige – de frivillige skal i videst muligt omfang inddrages i hverdagsintegrationen.
- Inddragelse af kultur og fritidsområdet – fritids- og kulturområdet skal bruges som indgang til bedre integration.
- Gennemsigtighed i ydelser og økonomi til flygtninge – der skal løbende skabes overblik over kommunens udgifter til flygtningeområdet.
- Fokus på dansk kulturforståelse – kommunen vil fokusere på at formidle dansk kultur og danske normer i integrationsarbejdet.
Værdighedspolitik giver højere livskvalitet og øget selvbestemmelse
Byrådet i Solrød har nu vedtaget en værdighedspolitik på ældreområdet og dermed lagt sig fast på, hvilke initiativer kommunen vil bruge sin del af regeringens værdighedsmilliard på.
De ældre i Solrød Kommune skal have en højere livskvalitet og bedre mulighed for selvbestemmelse. Det er grundtankerne i den værdighedspolitik, som byrådet i Solrød vedtog mandag aften.
Værdighedspolitikken er et resultat af, at regeringen i forbindelse med den seneste finanslovsaftale afsatte en såkaldt værdighedsmilliard, og alle kommuner, der ville have andel i pengene, forpligtede sig til at udforme en værdighedspolitik.
Interview med de ældre Solrøds værdighedspolitik blev efterfølgende til på baggrund af interview med en række ældre borgere – både på Christians Have Plejecenter og i eget hjem – og et efterfølgende inspirationsmøde med Ældrerådet, Bruger-Pårørende Råd, det politiske udvalg, repræsentanter for de praktiserende læger og en række ledere og ansatte, der arbejder med ældre i kommunen.
”Vi syntes ikke, vi kunne skrive en værdighedspolitik på ældreområdet uden at høre dem, det drejer sig om, hvad de forbinder med værdighed, selvom det er sådan, mange andre kommuner har gjort. Og det viste sig da også, at de ældre havde nogle spændende vinkler på værdighed, som vi ville have overset, hvis vi ikke havde spurgt,” siger Ivar Haugaard-Hansen, der er formand for Social-, Sundheds- og Fritidsudvalget i Solrød Kommune.
Noget af det, de ældre lagde mest vægt på, var selvbestemmelse i eget liv, og derfor fylder det emne meget i værdighedspolitikken.
Klippekort, sensorer, træningsassistent og efteruddannelse Solrøds andel af værdighedsmilliarden udgør godt 3,3 mio. kr., og pengene vil blandt andet blive brugt på en række initiativer, der skal understøtte, at de ældre bliver mere fysisk aktive og får bedre ernæring som en forudsætning for netop større selvbestemmelse i eget liv.
Der bliver blandt andet ansat en træningsassistent på plejecenteret, som skal arrangere fælles bevægelsesaktiviteter for de ældre. Og plejepersonalet vil få efteruddannelse i blandt andet ernæring, terminal pleje og i at tage svære samtaler med de ældre om døden. Derudover bliver klippekortsordningen med hjælp til særligt svage ældre udvidet.
Flot kvalitetsrapport for skolerne i Solrød Kommune
Den årlige kvalitetsrapport på skoleområdet viser, at skolerne i Solrød er placeret blandt landets bedste femtedel målt på karaktergennemsnit. Samtidig er den seneste trivselsmåling rigtig pæn.
Det går godt på folkeskolerne i Solrød Kommune, viser den årlige kvalitetsrapport.
Rapporten landede mandag aften på byrådets bord, og ifølge den ligger Solrød Kommune på en 17. plads over de kommuner i landet, der klarer sig bedst målt på karaktergennemsnit – gennemsnittet er 7,3 i Solrød og 7,0 på landsplan. Det betyder, at skolerne i Solrød er placeret blandt landets bedste 20 procent.
”Kvalitetsrapporten underbygger nok en gang, at vi i Solrød Kommune har nogle af landets bedste folkeskoler, når det gælder fagligheden, og samtidig er trivslen høj, så det kan vi kun være tilfredse med,” siger formand for Familie- og Uddannelsesudvalget Tonny Lauridsen.
Skolerne tager hånd om problemer Kvalitetsrapporten viser nemlig også, at den seneste trivselsmåling ser rigtig pæn ud. Eleverne trives og oplever, at der bliver taget hånd om eventuelle problemer.
Kvalitetsrapporten peger dog også på en række generelle udviklingsområder, og derfor vil skolerne arbejde videre med ro i klasserne, antimobbe-programmer, konflikthåndtering, klasserumsledelse, høj faglighed, digitale læringsredskaber, understøttende undervisning og systematisk arbejde med tidlig forebyggelse.
Du kan læse hele kvalitetsrapporten her
Solrød Musikskole forlænger sæson og hæver takster
Solrød Kommunes Musikskole udvider sæsonen fra 34 til 36 uger. Samtidig hæves taksterne med 10 procent fra sæsonen 2016/17.
Eleverne på Solrød Kommunes Musikskole kan se frem til mere undervisningstid fra næste sæson. Nye arbejdstidsregler for lærerne betyder nemlig, at der bliver flere undervisningstimer, som skal fordeles på flere uger, og den forholdsvis korte sæson på 34 uger bliver derfor udvidet til 36 uger.
Sæsonforlængelsen betyder, at musikskolen i Solrød får en sæsonlængde, som ligner de fleste andre musikskoler i landet.
Set i lyset af den øgede undervisningstid har byrådet desuden vedtaget at hæve taksterne med 10 procent. Det betyder, at prisen for en ugentlig sololektion, som de fleste musikskolelever er tilmeldt, stiger fra 84 til 87 kroner.
Taksterne har været uændrede siden 2010 bortset fra nedsættelse af prisen på enkelte tilbud.