Solrød Byråds vision om et grønt og bæredygtig boligbyggeri – en byport mod syd – som rummer boliger til forskellige behov, kommer nu et skridt nærmere. Solrød Kommune sender nu grunden, hvor byggeriet skal opføres, i udbud.
Et markant vartegn, der hviler på bæredygtighed og rummer boligmuligheder for fx både den enlige,
det ældre par, der leder efter noget mindre at slå sig ned i, og børnefamilien – kravene til Solrød Kommunes kommende grønne boligbyggeri er ikke små.
Det såkaldte fyrtårnsprojekt skal bygges på et 39.435 m2 kommunalt areal mellem Tåstrupvej og Cordozavej, og på juni måneds byrådsmøde vedtog byrådet at sende grunden, hvor projektet skal opføres, i udbud.
”Byrådet har en vision om, at Solrød Kommune skal være det bedste sted at leve og bo. Den vision skal afspejle sig i kvaliteten af det fyrtårnsbyggeri, vi vil opføre, og vi har store forventninger til projektet – det skal være fremtidens bæredygtige, klimavenlige boligbyggeri og et projekt, vi kan være stolte af,” siger Niels Hörup, borgmester i Solrød Kommune.
Projektet, der har sin rod i byrådets budgetaftale for 2018-2021, skal vurderes ud fra fire parametre. Dels skal byggeriet have et arkitektonisk moderne og attraktivt udtryk, der kan fungere som en byport mod syd og give området et særkende. Herudover skal byggeriet hvile på en helhedsorienteret forståelse af bæredygtighed, hvor man med en international DGNB certificering for bæredygtigt byggeri ikke blot evaluerer byggeriet ud fra et miljømæssigt bæredygtighedsprincip, men også ud fra et socialt og økonomisk bæredygtighedsperspektiv. Og endelig skal byggeriet rumme varierede boligtyper og størrelser og spille sammen med grønne arealer og naboarealer.
Rammerne for byggeriet er på plads
På juni måneds byrådsmøde vedtog byrådet også det såkaldte kommuneplantillæg for området, som fastlægger de grundlæggende rammer og betingelser for udviklingen af området.
Forslaget til kommuneplantillægget har været i offentlig høring i otte uger og slår bl.a. fast, at fyrtårnsprojektet maksimalt kan blive 9 etager højt, og at det gradvist skal blive lavere og ned til 2 etager hen imod nabobyggeriet, Havfruens Kvarter. Kommuneplantillægget beskriver også, at der maksimalt kan etableres 350 boliger, og at mindst 20 procent af området skal friholdes til grønne friarealer og regnvandsbassiner.
Kilde: Solrød Kommune