Madordningen i institutionerne i Solrød Kommune er så populær, at forældrene i alle dagtilbud har stemt for, at ordningen fortsætter de næste to år.
Ingen børn, der går i vuggestuer og børnehaver i Solrød, skal have madpakke med. I alle kommunens institutioner får alle børn hver dag en sund og varieret kost, som er tilberedt i de enkelte institutioner.
Det er op til den enkelte institution at tilrettelægge, hvad børnene skal have at spise, men alle steder er det hen over ugen en blanding af varme retter og rugbrød med pålæg, fortæller pædagogisk konsulent i Solrød Kommune, Bianca Lauge:
”Frokostordningen betyder, at alle børn får den samme gode og varierede kost i hverdagen. Børnene lærer at smage på og spise nogle andre ting, end de gør derhjemme. Og i et pædagogisk måltid ligger der rigtig megen læring, man udvikler sine sanser, ved at smage og lugte, man bruger sproget til at tale om maden, fornemmelsen for koldt og varmt, surt og sødt, og man øver sig i at vente, og sidde stille i længere tid”.
100 % forældrebetalt
Madordningen i Solrød kommune er 100 % procent forældrebetalt. Den blev startet op i 2010, og alle institutionerne har produktions køkkener, hvor det er muligt at tilberede maden. Hvert andet år skal alle daginstitutioner stemme, om de ønsker at være i madordningen eller ej. I nogle institutioner er det forældrebestyrelsen, som træffer valget, i andre bliver afgørelsen truffet ved en afstemning blandt forældrene. I slutningen af 2014 var madordningen sidst til afstemning. Og her besluttede alle institutioner uden undtagelse at fortsætte madordningen i 2015 og 2016.
”Vi er glade for at madordningen er vedtaget igen, da det er et bevis på, at køkkenerne i institutionerne gør det rigtig godt, og tilbyder børnene god kost i hverdagen. Og samtidigt slipper forældrene for at tænke på madpakker, og de ved at barnet får sund og varieret kost i institutionen”, siger Bianca Lauge.
Yderligere oplysninger: Afdelingsleder og pædagogisk konsulent Bianca Lauge, tlf: 2219-9012
Foto af maden fra institutionen Bølgen er vedhæftet og til fri afbenyttelse