Byrådet har vedtaget at ansætte en sygeplejerske i Genoptræningscenteret, som skal hjælpe borgere i kroniker- og kræftforløb.
Når borgere med forløb på Genoptræningscenteret, der lider af en kronisk sygdom eller er i et kræftforløb, i fremtiden har brug for fx konkret viden om deres sygdom, kostvejledning eller støtte, vil det være en sygeplejerske fra Genoptræningscenteret, som hjælper dem.
Byrådet har nemlig på byrådsmødet den 21. juni 2021 vedtaget at opnormere og ansætte en sygeplejerske i Genoptræningscenteret fra 1. august 2021, som skal hjælpe borgere i kroniker- og kræftforløb.
Den sygeplejefaglige opgave har hidtil ligget hos forskellige sygeplejersker hos Den Kommunale Sygepleje, og ved at ansætte en sygeplejerske i Genoptræningscenteret bliver samarbejdet med Genoptræningscenterets terapeuter endnu tættere, og det betyder, at der kommer et bedre samlet overblik over de indsatser, der skal hjælpe borgerne.
Samtidig skal den nye sygeplejerske også foretage indledende samtaler med borgerne, og det betyder, at eventuelle sygefaglige udfordringer i højere grad vil blive opdaget hurtigere, så borgerne bliver bedre i stand til at håndtere en hverdag med deres sygdom. Desuden bliver de mange timer, som Den Kommunale Sygepleje har lagt i Genoptræningscenteret, fremover frigivet, så sygeplejen, der oplever en stigning i opgaver, kan bruge timerne på de borgere, der er visiteret til deres hjælp.
“Det giver rigtig god mening at opnormere og ansætte en sygeplejerske i Genoptræningscenteret. Borgerne får en bedre service, og det er alfa og omega. Samtidig ved vi, at der formentlig kommer flere borgere i kroniker- og kræftforløb fremover, og nu får vi en organisering, hvor vi kan hjælpe det stigende antal syge borgere på en rigtig god måde. Det kan vi kun være tilfredse med,” siger Ivar Haugaard-Hansen, formand for Social-, sundheds- og fritidsudvalget.
Ansættelsen sikrer desuden, at Solrød Kommune lever op til Sundhedsaftalen med Region Sjælland.
Kilde: Solrød Kommune