Borgmester Emil Blücher og Solrød Erhvervsservice var på besøg hos BioInsect ApS, der i Havdrup avler proteinrige melorme, som kan bruges både i madlavningen og som tilskud til foder.
Indenfor på Salbjergvej 26 i Havdrup står en masse blå kasser på rad og række. I dem avler ægteparret Lene Plambech og Erik W. Hansen melorme gennem deres virksomhed BioInsect ApS. Da borgmester Emil Blücher sammen med Solrød Erhvervsservice og en konsulent for Dansk Erhverv, besøgte BioInsect ApS, tog Lene Plambech og Erik W. Hansen de besøgende igennem melormenes rejse fra de blå kasser og til, at de kan bruges i madlavningen.
”Det er melbillerne, som lægger æggene, og som vi så opsamler for at ruge æggene til de udklækker efter 1-2 uger. Melormene fodres så med klid og restgrøntsager fra forskellige producenter i Region Sjælland. Før melormene kan anvendes til fødevarer, skal de først nedfryses og herefter bages i ovnen i forskellige tidsintervaller og på forskellige temperaturer op til 160 grader,” fortæller Lene Plambech og Erik W. Hansen i fællesskab.
De tørrede melorme og det pulver, der udvindes af melormene, har et meget højt proteinindhold, hvilket ifølge virksomheden gør dem særligt egnede til for eksempel småtspisende ældre.
”Det er en forholdsvis ny ting at udvikle og producere animalsk protein fra insekter. Det egner sig ikke alene til menneskeføde, men kan også bruges som fodertilskud til grise og høns, hvor det er et alternativ til soyaprodukter,” fortæller Lene Plambech og Erik W. Hansen.
Samarbejder med Erhvervshus Sjælland og DTU
BioInsect får hjælp og sparring om generel forretningsudvikling og grøn omstilling herunder økologimærkning gennem en god dialog med Erhvervshus Sjælland. Lene Plambech og Erik W. Hansen har desuden i øjeblikket en ph.d.-studerende fra DTU tilknyttet deres udvikling og produktion, ligesom de meget gerne åbner dørene for eksempelvis gymnasieklasser, der er nysgerrige på deres bioproduktion.
De besøgende fik lov at smage på de tørrede melorme og blandt andet også knækbrød og cookies bagt med pulver, der udvindes af melormene.
”Tænk, at der i Havdrup produceres melorme til brug i madlavning. Jeg bliver gang på gang overrasket over de mange spændende virksomheder, vi møder på vores besøg rundt i kommunen. Det glæder mig samtidig, at vi i kommunen har været med til at formidle en god dialog mellem BioInsect og Erhvervshus Sjælland, som har kunne hjælpe BioInsect i forhold til den grønne omstilling og deres generelle forretningsudvikling,” siger borgmester Emil Blücher.
Kilde: Solrød Kommune