Borgmester Emil Blücher og Solrød Erhvervsservice var på besøg hos Bagerdygtigt, der i Solrød Landsby bager økologiske brød, boller og wienerbrød til deres butikker og samarbejdspartnere i København.
Direktør i Bagerdygtigt ApS Michael Balmer bød inden for i det tidligere mejeri i Solrød Landsby, da borgmester Emil Blücher og Solrød Erhvervsservice kiggede forbi til virksomhedsbesøg.
Bagerdygtigt udnyttede i slutningen af 2019 muligheden for at overtage de store lokaler i det gamle mejeri, da virksomheden havde behov for at udvide deres produktion. I dag bager Bagerdygtigt alt brød til deres samarbejdspartnere og virksomhedens butikker i Solrød Landsby.
”Her i de over 1000 kvm store lokaler i Solrød Landsby har vi kunnet give vores bagere bedre arbejdsforhold. Vi har samtidig fået de bedst tænkelige rammer for at udvikle vores bageri med store kølefaciliteter til at opbevare den store mængde bagværk, vi bager og efterfølgende tidligt hver morgen leverer til vores butikker og mange samarbejdspartnere i København,” fortæller Michael Balmer.
Bagerdygtigt åbnede sin første butik i december 2012 på Vesterbro, og i dag har kæden i alt fem butikker i København. Hver morgen kører Bagerdygtigts egne chauffører selv deres økologiske brød, boller og wienerbrød ind til hovedstaden.
14.000 stykker fransk bagværk og surdejsbrød
I produktionslokalerne i Solrød Landsby har Bagerdygtigt blandt andet to franske bagersvende ansat, der hver dag bager op til 14.000 smørbagte croissanter og pain au chocolater. I brødafdelingen bager Bagerdygtigt hovedsageligt med surdej, fortæller Michael Balmer.
”Surdejsbrød smager af mere end de fleste gærhævede brød og holder sig også friskt længere tid end klassiske gærbrød. I vores proces ligger dejen på køl i 24 timer og bages efterfølgende i nogle store stenovne,” siger Michael Balmer, der også fortæller, hvordan bæredygtighed er et fokuspunkt i Bagerdygtigt.
Bagerdygtigt har blandt andet fået opgraderet deres røremaskiner til de nyeste standarder. Der er samtidig ingen madspild i deres produktion, og sidst på dagen sælges alle overskudsvarer i butikkerne under konceptet Too Good To Go.
Gennem Solrød Erhvervsservice er Bagerdygtigt kommet i dialog med Erhvervshus Sjællands Grønne Team. Her får Bagerdygtigt hjælp og sparring til tilbud om energitjek og energispareråd i forbindelse med ansøgning om puljemidler til en yderligere grøn omstilling af deres produktion.
”Det er altid utroligt spændende på mine virksomhedsbesøg at høre om virksomhedens fremtidsplaner, og hvordan vi som kommune kan hjælpe til i den forbindelse. Derfor glæder det mig også, at kommunen har kunnet formidle en kontakt til gavn for Bagerdygtigts yderligere grønne omstilling. Det er samtidig fantastisk at se, hvordan det gamle mejeri i Solrød Landsby er ved at udvikle sig til en lille fødevareklynge af alt fra brød til øl, chokolade og kaffe,” siger borgmester Emil Blücher.
Kilde: Solrød Kommune