Der blev bl.a. talt om hverdagens opgaver, corona-nedlukningens påvirkning og jubilæum, da Dansk Kennel Klub inviterede borgmester Emil Blücher indenfor i foreningens lokaler.
Solrød Kommunes borgmester, Emil Blücher, var på besøg hos Dansk Kennel Klub på Parkvej 1 i Solrød Strand. Her viste direktør Jens Glavind rundt i foreningens lokaler og fortalte om foreningens arbejde og historie.
Dansk Kennel Klub fejrer i år 125 års jubilæum og er med sine 30.000 medlemmer Danmarks største organisation for hundeejere og hundeinteresserede. Foreningen arbejder bl.a. med at uddanne opdrættere og hvalpetrænere, afholde arrangementer med hundeudstillinger, arrangere træningsforløb for hunde og yde juridisk rådgivning, hvis der opstår tvister mellem opdrættere og hundeejere.
“Det er meget spændende at få lov at komme indenfor hos vores lokale virksomheder og organisationer og få et indblik i, hvordan de arbejder. Det er også en mulighed for at blive klogere på, hvordan vi som kommune kan støtte op om deres vækst og udvikling“, siger borgmester Emil Blücher.
Vækst efter corona-nedlukning
Under besøget fik borgmester Emil Blücher også lejlighed til at hilse på medarbejderne og deres firbenede venner, som medarbejderne naturligvis har med på arbejde. Dansk Kennel Klub har 42 medarbejdere, men under corona-nedlukningen i 2020 blev foreningen ramt hårdt og var nødt til at afskedige en håndfuld medarbejdere.
“Vi blev hårdt ramt af corona-nedlukningen, som medførte, at vi måtte aflyse hundredevis af arrangementer i løbet af 2020. Det medførte desværre også, at vi måtte sige farvel til hele syv af vores medarbejdere. Heldigvis vendte tingene allerede i 2021, hvor vi oplevede en medlemstilgang på 10 procent. Det betød, at vi kunne genbesætte de syv stillinger og faktisk også ansætte to yderligere medarbejdere,” fortæller direktør Jens Glavind og fortsætter:
“Vi er meget glade for at holde til her i Solrød Kommune. Vi værdsætter de tilbud og muligheder Jobcenteret og Solrød Erhvervsservice udbyder til os som virksomhed. Det er tydeligt, at kommunen yder en indsats for at imødekomme virksomhedernes behov og ønsker. Vi er rigtig tilfredse med besøgets udbytte.”
Virksomhedsbesøg er et af flere initiativer, som Solrød Kommune gør brug af for at få viden om og inspiration til, hvordan kommunens erhvervsservice bedst muligt kan understøtte virksomhederne i at skabe vækst og udvikling, som sikrer lokale, private arbejdspladser.
Kilde: Solrød Kommune