På Flagdagen den 5. september fejres Danmarks udsendte landet over. I Solrød Kommune blev dagen markeret for 12. gang, da landets udsendte blev æret og mindet på rådhuset.
September måned viste sig fra sin smukkeste side tirsdag morgen, da det rød-hvide dannebrogsflag strøg til tops med en klar, blå september himmel som baggrund.
Flaget blev hejst for Danmarks udsendte, der den 5. september traditionen tro blev fejret på den nationale Flagdag og således også i Solrød Kommune. Foran rådhuset var flere udsendte og pårørende mødt op for at se Dannebrog vejre øverst i flagstangen og høre borgmester Emil Blüchers tale til dem.
Borgmester Emil Blücher anerkendte i sin tale de mange udsendtes betydningsfulde indsats og samtidig også vigtigheden af de pårørendes opbakning.
”I har tjent Danmark som udsendte til nogle af verdens brandpunkter. I har været med til at sikre og hjælpe til, at ikke bare vi danskere, men også mange af vores medmennesker, kan leve i tryghed og sikkerhed. Jeres bidrag til Danmark og verden kan ikke overvurderes. I fortjener en dag som i dag, hvor I bliver hædret… Vi sender også en stor tak til alle jer, der er pårørende, og hvis støtte og kærlighed betyder alverden for vores veteraner og udsendte. Dagen i dag er også en anerkendelse af, at I bærer en del af byrden ved Danmarks engagement ude i verden. Tak.”, lød det fra borgmesteren, som også kom ind på situationen i Ukraine.
”I disse år er vores øjne naturligt rettet mod krigen i Ukraine. Danmark er gennem vores engagement i NATO med til at vise, at vi medlemslande står sammen mod truslen. Vi står sammen, når vigtige begreber som frihedsfølelse, demokrati og national selvbestemmelse bliver truet. Derfor bidrager det danske forsvar til NATO’s fremskudte tilstedeværelse i Baltikum og Polen ved blandt andet at foretage patruljeringer og luftovervågning i området. Samtidig fortsætter danske militærinstruktører med at uddanne ukrainske soldater i kamp både på land og i luften. Vi sender en tanke og en stor tak til alle, som i dette øjeblik er udsendt for Danmark.”
Efterfølgende bød Solrød Kommune på kaffe og morgenbrød i kantinen på Solrød Rådhus.
Kilde: Solrød Kommune