Byggesagsbehandlingen i Solrød Kommune gik hurtigere i 2015, og 91 procent af borgerne er tilfredse med deres oplevelse af sagsbehandlingen.
Håndteringen af byggesager blev klart forbedret i 2015. Det viser en orientering, som Økonomi-, Teknik- og Miljøudvalget fik på udvalgsmødet mandag aften.
Udvalget bliver altid i begyndelsen af et nyt år orienteret om det foregående års byggesagsbehandling, og det var endnu engang gode nyheder, udvalgsmedlemmerne fik. Sagsbehandlingstiden faldt nemlig fra 110 dage i 2014 til 91 dage i 2015.
Samtidig viser en rundspørge, som Eurodan-Huse har lavet, at antallet af byggetilladelser i Solrød Kommune steg med 326 procent, og dermed er Solrød den kommune i Region Sjælland, som har haft den største stigning.
”Byrådets vision er, at Solrød skal være det bedste sted at leve og bo i Hovedstadsområdet. Vi vil gerne være en attraktiv kommune med mange tilflyttere, og i den forbindelse er det naturligvis vigtigt, at vi har en hurtig og smidig byggesagsbehandling,” siger borgmester Niels Hörup, som samtidig glæder sig over, at Solrød i 2015 blev kåret som den 5. mest ejendomsvenlige kommune i Danmark af Ejendomsforeningen Danmark.
Udbredt tilfredshed blandt borgerne
En ny brugertilfredshedsundersøgelse viser da også, at 91 procent af borgerne, der har haft en byggesag det forgangne år, er tilfredse med kommunens sagsbehandling.
”Hvis man lytter til den offentlige debat, kan man godt få det indtryk, at borgerne er stærkt utilfredse med vores byggesagsbehandling, men virkeligheden er en helt anden. Langt de fleste oplever heldigvis, at deres byggesag bliver håndteret hurtigt, smidigt og professionelt af administrationen, og det er vi glade for,” siger Niels Hörup.
”Men vi ved selvfølgelig godt, at træerne ikke vokser ind i himlen, og derfor fortsætter vi med at arbejde for en endnu hurtigere og mere smidig byggesagsbehandling. Fx bruger vi vores forestående møde med de professionelle byggeaktører til at leane vores sagsbehandling yderligere,” siger han.