6. klasse fra Køge Bugt Privatskole har arbejdet med installationskunst og konceptkunst i faget billedkunst. Grundet den nye reform og skolens nye 14-dages skema ligger deres timer nu i blokke af 4 sammenhængende lektioner, hvor der er stor mulighed for fordybelse. Som basisviden, inden opstart af egne kunstværker, har klassen lært om forskellige samtidskunstnere som f.eks.: Christian Lemmerz, Bjørn Nørgaard, Ingvar Cronhammar, Michael Kvium, Jeppe Hein, Henrik Plenge og Olafur Eliasson. De har tilmed besøgt Statens Museum for Kunst i december, hvor udstillingen ”Biography” af den dansk-norske kunstnerduo Michael Elmgreen & Ingar Dragset var aktuel. Kunstnerduoen overrasker, chokerer og vender verden på hovedet i deres kunstværker. Elmgreen & Dragset er to af de absolut største stjerner på den internationale samtidskunstscene i dag.
Den provokerende og på samme tid meget inspirerende udstilling gav stof til eftertanke og eleverne har derefter, på hver deres skærm, personligt tilkendegivet, hvad, for dem, er symbol på ungdom – anno 2015.
De 24 individuelle kunstværker, som frem til d. 4. Marts er udstillet på Solrød Bibliotek, skal ikke ses isoleret; men i samspil med hinanden!
Samspillet imellem de forskellige kunstværker og disses samlede udtryk, skal helst aktivere beskuerens sanser og ud fra receptionsæstetisk tankegang, vil hver enkelt person opdage og sanse en egen verden og fortolkning i værket.
Mange unge eksistenser er illustreret her og meningen er bestemt ikke at behage publikum, som installationskunsten ofte får skyld for; men derimod at få publikum til at indgå i en relation med kunsten og tænke og reflektere aktivt over temaerne i værkerne.
Klassen har egenhændigt valgt 24 vidt forskellige temaer indenfor ungdom og symboliseret disse i hvert værk.
For at få publikum til at indgå aktivt i vores værk har vi udloddet en lille konkurrence i de kommende uger.
konkurrence
4. marts 2015 offentliggøres vinderen af konkurrencen på Solrød Bibliotek og vinderen får direkte besked på mail/ sms. Præmien kan herefter afhentes på Solrød Bibliotek.
Præmien er en lækker sportstaske fuld af gode ting såsom: cap, bolde, høretelefoner, chokolade, tyggegummi, tandbørste/pasta, neglelak, små skøre ting, kasket, legetøjsbil og meget mere…
Alt dette er sponsoreret af forældrenes arbejdspladser: Home, Jabra.dk, CAT, Scanavo A/S, Steelbook.com, V6, Jonex, Solrød Tandklinik, Bazaren, Netsko.dk og Fakse kommunale tandpleje mv.
Konkurrencen består i, at de 24 temaer skal kobles med de 24 skærme, som hver har et nummer J
Ark til besvarelse af konkurrencen ligger på biblioteket.
Besvarelsen kan afleveres i skranken på børnebiblioteket.