Ny udstilling på Solrød Bibliotek og Kulturhus
Anette Nielsens motiver er inspireret af naturen på Stevns. Det er landskaber på forskellige årstider og tidspunkter, planter fra den nye bypark i Klippinge og ikke mindst fugle fra haven og markerne.
Anette har deltaget i Åbne Atelierdøre på Stevns i en årrække. Hun samler indtryk på sine gåture rundt på Stevns og håber at hendes billeder kan inspirere andre til at finde glæde i de helt nære omgivelser.
Jens Aalholt har i mere end 20 år lavet oliemalerier. Værkerne fortæller øjebliksskildringer. Børn som bader, folk som nyder livet på en bænk, et springvand der passeres. Stilen tenderer den impressionistiske kunst med sin modernistiske gengivelse af hverdagsmotiver i bylivet, som kunstneren fortolker til smukke, dramatiske og hvad-sker-der-dog situationer.
Nu arbejder Jens mest med papir arbejder. Der trylles med blyant, vand, papir, pastelkridt, og motiverne dukker op, mens han tegner og arbejder med billedet.
Udstillingen kan ses hele december på Solrød Bibliotek og Kulturhus og du kan møde kunstnerne ved ferniseringen lørdag d. 7. december kl. 11-13.
Kilde: Solrød Bibliotek og Kulturhus