Ulla Thornberg har foruden skulpturer, relieffer og unika-keramik lavet reproduktioner af fade til Køge Museum ud fra potteskår fundet ved en udgravning.
Det er også blevet til flere spisestel til restauranter og Køge Museum. Udvalg af den store produktion vises i Kulturhusets montre. Ulla Thornberg er uddannet på Holbæk Kunsthøjskole og har i sit virke som lærer undervist i billedkunst.
I 2004 flyttede Ulla Thornberg sit atelier fra Varpelev til Strøby Ladeplads ved Køge Bugt, hvor hun dagligt inspireres af vandet og naturen. Efter mange år med det klassiske lertøj besluttede Ulla Thornberg, at flytningen skulle være anledning at give sig i kast med stentøj, som nu supplerer lertøjet og giver helt nye udfordringer til arbejdet med skulptur og udsmykning.
Christina Hauge Hansens abstrakte billeder pryder væggene og her er masser af stof til fordybelse og refleksion.
Det, som øjet ser i det abstrakte maleri, skaber ofte en genklang i bevidstheden. Inspirationen henter Christina fra omgivelserne, tanker, sammenspil og indskydelser og så er det er udfordringen at få disse indtryk ned på et lærred med forskellige malerredskaber. Christina dykker ned i sit eget indre og maler drømme og fantasier.
Kom og se den fine udstilling fra 1. – 28. juni
Kilde: Solrød Bibliotek & Kulturhus