Solrød Bibliotek og Kulturhus 21. november kl. 19.00 – 21.00
Hvad sker der lige nu på den danske kunstscene – og hvorfor? Trine Ross guider dig igennem både de mest kendte kunstnere for tiden og dem, du også bør lægge særligt mærke til.
Trine viser billeder og taler om en række etablerede kunstnere – så at sige fundamentet under den danske kunstscene. Det er kunstnere som f.eks. Michael Kvium, Olafur Eliasson og Kathrine Ærtebjerg, men hun fokuserer også på de lidt yngre og mindre kendte kunstnere – navnlig dem, der er udstillingsaktuelle, så vi selv kan gå ud og se nogle af værkerne i virkeligheden en anden dag!
Trine Ross, som de fleste af os kender som den dygtige holdkaptajn fra Kunstquizzen i TV og TVserien om samlerne: Besat af…, har brugt mere end 20 år af sit arbejdsliv på at tage stilling til kunst. Det gør hun som forfatter, blogger, kunstdebattør, foredragsholder, tv-vært samt kunstkritiker ved Politiken.
En blændende foredragsholder, der leverer sin store viden med en varme og en glæde, der kun kan smitte. Så kom og bliv klogere på Samtidskunsten.
Foredraget er arrangeret af Kulturhusets Kunstgruppe.
Gratis tilmelding på Solbib.dk
Kilde: Solrød Bibliotek og Kulturhus