Det er mere end fem år siden, at Solrød fik sin egen Smeralda. Først uden de kendte pizzaer, men de kom hurtigt til. Pejsen blev nedlagt, og skorstenen blev i stedet brugt til en stenovn, der opvarmes med bøgebrænde.
Udover pizzaerne er der sket meget for den italienske restaurant, fortæller Ali Corap, der er ejeren.
– Vi har fokus på råvarernes kvalitet. Vi køber laks fra leverandøren Royal Nyborg Smokehouse og benytter amerikansk/australsk Black Angus-kød og japansk Wagyu og vi bruger ægte trøfler og olivenolie direkte fra Italien, forklarer han.
– Det handler simpelthen om at koncentrere sig mere om de ting, vi har og er gode til og at give smagsløgene et boost med den gode kvalitet. Det prioriterer vi, siger han.
Og så er der lidt mere fokus på retter til veganere, vegetarer og allergikere, end der har været tidligere.
Ali har valgt nu at have lidt færre retter på menukortet og for vinteren holde lukket om mandagen. De øvrige dage vil de glæde sig til at yde den service, som er så vigtig for restauranten at opretholde.
Udviklingen er nøglen til succes
For Ali Corap, der har været i branchen, siden han var 15 år, og som har haft flere andre restauranter i området, handler det om at udvikle sig fra dag til dag og blive bedre hele tiden.
– Jeg kan godt lide at finde på nogle nye retter og udvikle mig. Vi har lige fået nyt menukort, og det bærer selvfølgelig præg af alt det, jeg bliver inspireret af fra andre kendte restauranter kombineret med mine egne tanker og idéer. Det bliver aldrig kedeligt at være restauratør – man kan altid udvikle sig, siger Ali, der selv står i køkkenet på Restaurant Smeralda.
Både luksus-menu og en hurtig pizza – og alt det imellem
Hos Restaurant Smeralda skal der nemlig være plads til mange typer gæster.
– Vi vil gerne have noget for enhver smag. Man skal kunne komme og få en lækker menu med gode vine, og så skal der også være plads til børnefamilien, der skal have en pizza og pastaret og et hurtigt glas vin, inden de skal videre. Så både lidt luksus og forkælelse – men også den hurtige hverdagsmad, udtaler Ali.
De ser meget frem til den kommende sæson, hvor italiensk-inspirerede julefrokoster og ikke mindst den store nytårsmenu, som er et stort hit, kommer til at fylde. I foråret og sommeren har der været en del konfirmationer, barnedåb og fødselsdage, hvilket der selvfølgelig også er plads til. Restaurant Smeralda leverer også mad til selskaber ud af huset. Det kan fx være tapasfade, større menuer eller buffet.
– Vi kan tilbyde virkelig mange løsninger, og kun fantasien sætter grænser, fortæller Ali.
Tak til alle kunder
Han vil gerne rette en stor tak til alle de gæster, der kommer forbi og loyalt støtter op om restauranten.
– Vi har oplevet stor opbakning. Også under coronakrisen, hvor vi måtte lukke ned, men hvor vi havde stor succes med vores takeaway. Trods den nuværende energikrise laver vi med glæde mad til alle i restauranten eller ud af huset og håber fortsat på stor loyal opbakning fra gamle som nye gæster, siger han og fortsætter:
– Vi kommer også til at have vores store juletræ på hjørnet – det sørger vores udlejer for. Og det bliver rigtig dejligt at kunne tilbyde kunderne lidt julehygge i en ellers lidt mørk tid, lyder det fra Ali, der ser optimistisk på fremtiden for Solrøds italienske restaurant – med fokus på råvarer, den gode service og med plads til alle.
Kilde: Viborher