SF Solrød anerkender, at et enigt byråd har tilsluttet sig budgetaftalen for 2023 og frem, hvilket er positivt i forhold til et forhåbentligt samarbejdende byråd fra 2023.
Men hvorfor låse sig fast på et friplejehjem i Havdrup, og hvordan vil byrådet balancere reduktionsforslag med en opretholdelse af serviceniveauet i kommunen?
Det undrer det os, at aftalen er begrænset til, at “muligheden for opførelse af et friplejehjem i Havdrup” skal undersøges. Det låser kommunen fast i en løsning, inden det er slået fast, hvad der er bedst for de ældre og for Havdrup. Hvorfor ikke også undersøge muligheden for drift af et plejehjem i offentlig regi? Alternativt kunne det undersøges, om der bør vælges en model i stil med driften af vores plejecenter Christians Have?
Vi er ligeledes bekymrede for, at budgettet ikke er i balance, hvorfor der skal fremlægges et katalog med reduktionsforslag i 2023 – altså effektiviseringer og forringelser af serviceniveauet – som skal besluttes i 2023. Vi frygter, at det kan gå ud over institutioner og skoler samt ældreområdet. Vi håber på, at vores velfærd som minimum kan opretholdes på det nuværende niveau til glæde for såvel borgere som medarbejdere.
LÆS BORGMESTER EMIL BLÜCHERS SVAR TIL SF HER
SF Solrød v/Formand Eva Rosenbæk-Svane