Cykelløb og charterstemning i Costa del Solrød
I Solrød Center kan det mærkes, at borgerne i Solrød er investerede i de lokale aktiviteter og støtter op om det lokale forretningsliv. Engagementet skaber gode forudsætninger for både butikker og brugere af Solrød Centret, hvor der i øjeblikket ikke er nogen ledige lejemål, og Solrød Centers butikker ser frem mod en sommer pakket med aktiviteter. Forbrugernes store opbakning giver butikkerne mulighed for at give noget tilbage, idet det er centerforeningen – som udgøres af Solrød Centers butikker – der gør det muligt at gennemføre musik og underholdning i centret til gavn for hele familien.
Fuldt hus i centergaden
Den stigende interesse for at handle lokalt er tydelig at mærke, hvis man går en tur igennem centergaden i Solrød Center. Her er alle lejemål optaget af butikker, som tilbyder alt fra smykker og fashion til kinesiske specialiteter og dyreartikler. Det glæder centerchef Susanne Kaihøj, som arbejder for at skabe de bedste rammer for både butikkerne og for de borgere, der har glæde af centret. ”Vi har nu længe oplevet en stor efterspørgsel fra engagerede erhvervsdrivende, som gerne vil være en del af centret,” fortæller Susanne Kaihøj. Hun påpeger, at det er helt essentielt for en forstad i trivsel, at borgerne har adgang til et centralt og socialt knudepunkt med et bredt udvalg af både indkøb og shopping samt caféer og restauranter. ”Det er en stor fornøjelse at se alle lejemål optaget af butikker, som hver især bidrager med noget helt unikt til centret”, tilføjer centerchefen, som ser frem til en sommer med et langt aktivitetsprogram, hvor Solrød Center igen forvandles til drømmedestinationen ”Costa del Solrød” og charterstemningen spreder sig i centergaden.
Børnenes sommer i Costa del Solrød
Solrød er en af de kommuner i landet med den største andel af børnefamilier. Det er derfor en prioritet for Solrød Centerforening, at centret er relevant for de mindste borgere, og den indsats afspejler sommerens aktivitetsprogram. Traditionen tro udgiver centret en sommerferie-børnebillet, dette år i form af en Tour de Solrød-førertrøje, som giver børnene adgang til at ”cykle” rundt i centrets butikker og samle godter, legetøj og andre små overraskelser. Derudover slår centret et slag for at ruste de mindste solrødder til at færdes sikkert i trafikken. Det sker i form af en køreskole, drevet af Bamse Betjent, hvor de mindste trafikanter kan møde op på cykel og prøve en minikørebane, hvor de øver sig i at aflæse skilte og afmærkninger og overholde færdselsreglerne. Information om arrangementerne kan findes på Solrød Centers hjemmeside.
Fase 1. af byrumsudviklingen i Solrød Center er afsluttet
Som butikkerne og de besøgende i Solrød Center utvivlsomt har lagt mærke til, har arbejdet med at udføre fase 1. af byrumsudviklingsprojektet i centergaden længe kunne ses, mærkes og høres i centergaden. Nu kan borgere og butikker endelig høste frugten af de mange måneders tålmodighed. For da parasollerne blev opsat ved Solrød Center Pub og Dantes Restaurant markerede det officielt afslutningen på den første fase af byrumsudviklingsprojektet. Kommunen har endnu ikke officielt udmeldt, hvornår fase 2. af centergadens renovering fra sceneområdet til stationsbygningen vil blive igangsat, men centerforeningen formoder og håber, at det bliver indenfor næste budgetår.
Nyt springvand skaber glæde blandt små solrødder
Strandvejstorvet har fået et nyt karakteristisk lydtæppe bestående af glædesfyldte hvin blandet med suk. Hvinende er børnehvin og sukkene kommer fra opgivende forældre, som krydser fingre for, at deres små guldklumper ikke bliver alt for gennemblødte, når de begejstret forsøger at undvige de uforudsigelige vandstråler fra det nye springvand, som slukker og tænder i et legende mønster. ”Kommunens proces med at etablere springvandet har været ramt af udfordringer, så det er simpelthen så skønt endelig at se springvandet i fuld funktion, og se hvordan det spreder glæde og bliver brugt”, udtaler centerchef Susanne Kaihøj, som glæder sig meget til at opleve den energi, som springvandet vil bidrage med på torvet i løbet af sommeren.
Festlig indvielse Solrød Plads
Fredag d. 24. juni blev den nye grønne plads foran Rådhuset indviet. Borgmester Emil Blücher stod for indvielsens ceremonielle del, og pladsen, som har fået navnet Solrød Plads, tager sig flot ud med organisk udformede arkitektoniske elementer mikset med masser af grønt og hyggeligt placerede bænke, som indbyder til ophold og samvær.
Kilde: Solrød Centerforening