Et samlet byråd har nu indgået en aftale om budget 2023-2026 uden besparelser og serviceforringelser. I budgetaftalen er der initiativer, som sikrer både vækst og udvikling af kommunen og sundhed, tryghed og værdighed for borgere i alle aldre.
Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, VoresSolrød, Liberal Alliance, Havdruplisten, Dansk Folkeparti og Venstre har nu indgået en aftale om Solrød Kommunes budget for 2023-2026, som er fri for både besparelser og serviceforringelser.
“Jeg er super glad for, at vi har landet en rigtig god og bred aftale, hvor alle partier i byrådet er med. Jeg tror på, at vi nu har det bedste udgangspunkt for både borgere, erhvervsliv og medarbejdere i Solrød Kommune, og jeg vil gerne takke alle mine byrådskolleger for et rigtig godt samarbejde,” siger borgmester Emil Blücher.
Aftalen sikrer, at Solrød Kommune fortsat kan være et dejligt sted at leve og bo. Serviceniveauet kommer til at være uændret, og der er også i budgettet taget højde for, at Solrød Kommune er en vækstkommune, hvor både antallet af helt unge og ældre borgere i den nærmeste fremtid stiger. Der er derfor sat penge af til en udvidelse af Plejecenter Christians Have, flere pladser til børn i kommunens dagtilbud og en udvidelse af lokalerne på folkeskolerne.
Hele budgetaftalen kan ses på www.solrod.dk/politik/budget
Fakta
Ud over de initiativer, der allerede er beskrevet i budgetforslaget, som byrådet sendte videre til andenbehandling på byrådsmødet den 14. september 2022, har aftaleparterne inkluderet følgende initiativer i budgetaftalen for 2023-2026:
- Der sættes 50.000 kr. af til et ældretopmøde i 2023, der ønskes gennemført i tæt samarbejde med Ældrerådet og øvrige relevante interessenter.
- Som en del af det nye koncept for byggesagsbehandling ønsker aftaleparterne at undersøge muligheden for at overgå til et fast byggesagsgebyr på 1.082 kr. for lovliggørelsessager.
- Der afsættes 30.000 kr. til, at sundhedsplejerskerne kan deltage i opstartsmøder med mødregrupperne.
- Der afsættes en pulje på 50.000 kr. til pårørendekurser på børneområdet til opprioritering af den tidlige indsats. Samtidig skal der udarbejdes en kort afrapportering over pårørendetilbud.
- Der afsættes 300.000 kr. pr. år til at videreføre Solrød Kommunes Idrætsanlægsfond.
- Der afsættes 5 mio. kr. til renovering af lokalerne på Havdrup SFO.
- Der afsættes 1,35 mio. kr. til renovering af skolekøkkenet på Munkekærskolen i 2024.
- De afsatte beløb til jordforurening på Solrød Kommunes tidligere materielgård på 4 mio. kr. i 2023 og 4 mio. kr. i 2024 flyttes til henholdsvis 2025 og 2026.
Aftalepartnere har følgende særlige politiske fokusområder i 2023 som forberedelse til budgetlægningen for 2024-2027.
- Der nedsættes en politisk arbejdsgruppe med fokus på vejstøj under Natur-, klima- og planudvalget, som alle partier og lister i byrådet kan deltage i.
- Der udarbejdes et forecast, som viser det forventede behov for institutionspladser, der strækker sig ud over, hvad der er i de gældende befolkningsprognoser. Behovet for en ekstra institution i Strandområdet vurderes i dette lys.
- Der sættes 1 mio. kr. af til ideudvikling og projektering til et by- og erhvervsudviklingsprojekt i Solrød Center. En del af salgsindtægten fra Stationspladsen skal bl.a. anvendes til at finansiere færdiggørelsen af den nye belægning i Solrød Center.
- Der sættes 500.000 kr. af til ideudvikling og projektering til et muligt byudviklingsprojekt på parkeringspladsen øst for Jersie Station. En del af en eventuel salgsindtægt skal anvendes til at sikre, at området foran “kælkebakken” forbliver grønt og dermed fungerer som en bypark.
- Aftaleparterne ønsker at sætte gang i udbuddet af et padelcenter på den gamle grusbane ved tennisklubben, og i den forbindelse skal der ske en bred borgerinddragelse. En del af provenuet fra projektet skal gå til nye klubhusfaciliteter ved opvisningsbanen ved Solrød Idrætscenter.
- Der skal laves en redegørelse for, hvilke undervisningsmodeller Solrød Kommunes folkeskoler bruger i forhold til højt begavede børn.
- Muligheden for en styrket tal- og ordblindeindsats skal undersøges.
- Muligheden for at etablere faste teams i Hjemmeplejen undersøges i sammenhæng med en forventet ny ældrelov og en eventuel frisættelse.
- Aftaleparterne bakker op om omstilling af energiproduktion til vedvarende energi herunder ved konvertering fra fossile brændsler til klimavenlig fjernvarme. Samtidig skal det undersøges, om Solrød Kommune kan stille kommunale tagflader til rådighed for solceller.
- Der skal udarbejdes et oplæg til kommunens videre arbejde med fastholdelse og rekruttering.
- Muligheden for et friplejehjem i Havdrup skal undersøges.
- Der skal samarbejdes med nabokommunerne om muligheden for en supercykelsti på Roskilde/Køge ruten.
- Der skal laves et katalog med forslag til reduktioner, der skal sikre den nødvendige balance og robusthed i kommunens økonomi.
- Muligheden for et mellemkommunalt samarbejde skal undersøges.
- Der afsættes en pulje i 2023 på 100.000 kr. til at understøtte kommunens naturindsatser.
Kilde: Solrød Kommune