Den 6. august 2014 åbnede det nye museum Mosede Fort, Danmark 1914-18 i 100-årsdagene for udbruddet af 1. Verdenskrig. Over hele verden – især ude i Europa – var der store markeringer for at mindes den brutale krig. Også her i Danmark blev krigens udbrud markeret med bogudgivelser, film, udstillinger og arrangementer, der ikke bare fortalte om krigen, men om hvordan denne krig forandrede hele verden mentalt og konkret. Museet på Mosede Fort er et permanent museum for Danmark under 1. Verdenskrig, hvor den vigtige historie om krigen og dens følger formidles til både børn og voksne.
Den glemte krig
Krigen er i Danmark kaldt den glemte krig. Mosede Fort, Danmark 1914-18 vil med sin udstilling være med til at få denne krig ud af glemslens tåger. På museet fortælles om, hvordan Danmark som neutralt land var en del af krigen, og om hvordan det gjaldt om at holde Danmark uden for krigen gennem et meget strategisk neutralitetsforsvar. Det var disse erfaringer med at opfylde de internationale forpligtelser som neutralt land og samtidig sikre den danske befolkning mod krigen og dens følger i form af mangel på mad og mange andre varer, som lagde grunden til 1900-tallets forsvars- og velfærdspolitik.
Krigens dilemmaer
Mosede Fort, Danmark 1914-18 inddrager de besøgende i de dilemmaer, som den danske stat og danskerne måtte forholde sig til. Det blev klart allerede få dage inde i krigen, at Danmark måtte træde varsomt for at bevare sin neutralitet. Den 5. august 1914 spurgte Tyskland, om Danmark ville spærre Storebælt for sejlads med miner. Alle var sikre på, at Tyskland selv ville gøre det, hvis Danmark ikke gjorde det. I så fald ville Danmark som neutral stat være forpligtet til at prøve at forhindre det. Og det ville føre til krig imod Tyskland. Omvendt risikerede Danmark, at englænderne ville opfatte det som en dansk alliance med Tyskland, hvis Danmark selv udlagde minerne. Og så kunne Danmark blive trukket ind i krigen på tysk side, hvad der var det sidste, man ønskede i Danmark. Krigen syntes uundgåelig lige gyldig hvad. Hvad skulle danskerne gøre?
Meget få danskere ved, hvor stor betydning det danske neutralitetsforsvar under 1. Verdenskrig fik for udviklingen af Danmark i resten af 1900-tallet. Manglen på mad førte til statslige initiativer, som skabte principperne for den danske velfærdsstat, som står til diskussion i dag. Hvem skal bestemme, hvad vi spiser? Må københavnere holde gris? Skal de velstående have gavn af velfærdsstaten?
Neutralitet 1914 – en lære af 1864 og en erfaring i 1940
- Verdenskrig i Danmark fortjener en langt større plads i danskernes bevidsthed. Hidtil har betydningen af denne krig for Danmark været overskygget af 1864 og Besættelsen under 2. Verdenskrig. Museet sætter ikke spørgsmål ved disse to begivenheders betydning i Danmark – men præciserer, at neutralitetsforsvaret under 1. Verdenskrig er en konsekvens af 1864, og freden efter 1. Verdenskrig lagde kimen til såvel 2. Verdenskrig, ligesom at erfaringerne fra 1. Verdenskrig var udgangspunktet for den danske reaktion på Besættelsen.
Unikke og moderne formidlingsformer
Greve Museum og Greve Kommune har med hjælp fra Bikubenfonden, Nordea-Fonden og Arbejdsmarkedets Feriefond har åbnet et permanent museum, der fortæller om denne vigtige del af Danmarkshistorien. Med fondenes bevillinger har det været muligt at skabe et museum med en unik formidling, hvor museets gæster kan få indblik i historien uden nødvendigvis at have de store forkundskaber eller læsefærdigheder. Men hvor der også gives mulighed for og plads til, at interesserede kan dykke ned i historiske detaljer. I udstillingen kan historien opleves med hele kroppen og gennem alle sanser.
Godt indeklima for både besøgende og museumsgenstande
Udstillingen har til huse i den totalt renoverede kasemat ved Mosede Fort. For et par år siden var der vådt, koldt og klamt. I dag har kasematten et topmoderne ventilationsanlæg, der sikrer en fast temperatur på 18 grader og en stabil luftfugtighed. Det har været forudsætningen for, at museet har kunnet udstille genstande fra Nationalmuseet og andre statsanerkendte museer. Men det betyder også, at besøgende får lyst til at blive længe i udstillingens 20 rum med hver sin overraskende fortælling med lyd, film og genstande, som de besøgende gerne må røre ved.
Fødselarens ønskeliste
Museet arbejder fortsat med at udvikle både udstillingen og den øvrige formidling, og derfor ønsker fødselaren sig stadig ting og fotos fra tiden omkring 1. Verdenskrig – det kan både være ting af militær art, men også helt almindelige hverdagsgenstande fra tiden. Så hvis læserne ligger inde med eksempelvis et stykke legetøj, et regnskabshæfte, tøj, oldefars hat og stok eller andet, som kan dateres til denne periode, så er museet meget interesserede i at høre mere om disse ting, som meget vel kunne være på fødselarens ønskeliste.
Åbent alle dage
Mosede Fort har åbent alle dage frem til og med efterårsferien. Som del af billetten indgår en offentlig fortælling kl. 11 og 13 af en ½ times varighed. Kl. 12 er der fortælling på engelsk. I udstillingen er alt oversat til tysk og engelsk. Museet ligger 200 m fra Karlslunde S-tog-station midt i et to hektar stort rekreativt område direkte ved stranden ved Køge Bugt. Der er gode spisemuligheder både nær ved museet og ved Mosede Havn 500 m væk, og hvis sommervejret tillader det, er der mange picnicborde til fri afbenyttelse.
Se mere på Danmark1914-18.dk eller på facebook.com/mosedefort
Foto – En soldat tager imod gæsterne ved døren til kasematten