Der er konstateret asbest i tagplader og støv i ubenyttede tagrum på Munkekærskolen. Asbesten vil blive fjernet forsvarligt af eksperter på området i forbindelse med udskiftningen af skolens tage. Yderligere prøver viser ingen spor af asbest i nærheden af elever og medarbejdere eller nogen andre steder på skolen.
Undersøgelser forud for udskiftningen af tagene på Munkekærskolen har konstateret asbest i skolens tagplader og i støvet i ubenyttede tagrum.
Dansk Miljøanalyse har udført yderligere undersøgelser af støv fra skolens indvendige områder for at sikre, at asbesten ikke har spredt sig fra tagene til resten af skolen. Her viser 60 repræsentative stikprøver fordelt ligeligt på alle Munkekærskolens indvendige områder ingen spor af asbest. Der er derfor ikke fundet spor af asbest andre steder på skolen end i tage og de ubenyttede tagrum, og der er altså ikke konstateret asbest i nærheden af elever og medarbejdere og hverken i skolens klasselokaler, kontorer, grupperum eller øvrige opholdsarealer.
”Vi tager selvfølgelig situationen meget, meget alvorligt og er i tæt kontakt med Dansk Miljøanalyse og andre eksperter for at kunne håndtere det her på den allermest hensigtsmæssige måde,” siger direktør Dorte Saabye.
Den endelige planlægning af arbejdet med at udskifte Munkekærskolens tagflade er stadig i gang. Arbejdet vil naturligt blive udført med et særligt hensyn til, at tagplader og støv i tagrum er asbestholdige. Der er således planlagt tiltag, som skal sikre, at asbestpartiklerne ikke spreder sig hverken udendørs eller indendørs.
Håndværkerne på byggeriet vil bære de nødvendige værnemidler som heldragter og særlige åndedrætsværn, og arbejdsområder vil være indkapslet forsvarligt, indtil asbesten er fjernet forsvarligt. Håndteringen af de asbestholdige materialer vil blive varetaget af eksperter på området og i overensstemmelse med Arbejdstilsynets retningslinjer for håndteringen af asbest.
Udskiftningen af Munkekærskolens tagflade vil derfor blive udført, så der ikke sker nogen spredning af asbeststøv, og skolen vil kunne fortsætte dagligdagen som normalt.
”Dansk Miljøanalyse vurderer, at når taget udskiftes, så vil de asbestholdige tagplader med de rigtige foranstaltninger kunne blive indkapslet og dermed blive fjernet forsvarligt, uden at det er til fare for eleverne og medarbejderne på skolen samt håndværkerne. Den vurdering stoler vi på, og derfor er vi indtil videre trygge ved at lade dagligdagen fortsætte på skolen,” siger Dorte Saabye.
Fakta
Det er i Munkekærskolens tagplader og i støvet i ubenyttede tagrum, at prøver har vist spor af asbest. Asbest er et naturligt mineral, som førhen var meget anvendt i byggematerialer og til isolering. Der er siden kommet forbud mod at bruge asbest eller asbestholdige produkter.
Kilde: Solrød Kommune