Lundgaard Tømrer & Snedkerfirma har i 25 år været ledet af Jens Lundgaard, der i sin tid startede firmaet op i Solrød. Siden da er der sket meget, og firmaet tæller hele 20 svende og lærlinge i dag.
Og nu er to af disse medarbejdere blevet partnere i virksomheden, så de har 10 % hver.
– Det er ikke, fordi jeg skal trække mig tilbage. Men det handler om at få noget hjælp. Jeg har kørt virksomheden i 25 år, og det er gået fint, men jeg har simpelthen haft så travlt, og nu er det tid til at få en helt almindelig arbejdsuge uden for mange overarbejdstimer. Jeg vil ikke kalde det stress, men jeg har helt sikkert haft for meget at se til, siger Jens Lundgaard, der er glad for at få Jesper Abildgaard Skude og Dennis Lund Jensen som partnere.
Konkret betyder det, at de to medarbejdere skal stå for den daglige drift, tage telefonen og lede og fordele arbejdet. Jens skal så i højere grad stå for tilbud og arbejde lidt i baggrunden.
Glad for to partnere i virksomheden
Jens Lundgaard forklarer, at Jesper og Dennis begge har været ansat i firmaet i omkring ti år, og de har begge taget over ved ferie og sygdom og har på den måde fungeret som 1. og 2. mand. Derfor var det helt naturligt, at de to skulle købe sig ind i den lokale virksomhed.
– Vi har haft en lang dialog gennem de seneste år, og nu faldt det endelig på plads. Jeg er meget tryg og glad for at få to dygtige medarbejdere som partnere – og det er da planen, at de skal overtage mere og mere i de kommende år. Der kommer en del mere administrativt arbejde for dem, men de skal naturligvis også stadig ud på opgaver for kunderne, siger Jens Lundgaard.
Den solrødske virksomhed laver alle typer opgaver inden for snedker- og tømrerarbejde. De laver også totalentrepriser, og underentrepriser er også en stor del af virksomheden. De har desuden en del kommuner som kunder.
– Vi har altid travlt. Vi er lokalt forankret, og vi har et godt ry, så der bliver ved med at komme nyt arbejde, og det er dejligt, siger Jens.
Bruger overskud til lokal støtte
Det lokale engagement gør sig også gældende ift. at støtte det lokale idrætsliv og andre gode formål. Det gælder både den lokale fodbold- og badmintonklub samt motorsport – men også forskellige velgørende formål såsom Kræftens Bekæmpelse, Danske Hospitalsklovne og Familier med Kræftramte Børn.
– Vi bruger cirka 10 % af vores overskud på at støtte foreninger og andre gode formål. Jeg har det rigtig godt med at støtte andre, og at de bliver glade for det, vi giver dem. Det betyder meget for mig, siger Jens Lundgaard, der dermed støtter ud af egen lomme.
Han har selv spillet i Solrød Strand Badmintonklub og deltager også i netværk- og sponsorarrangementer her.
Men det betyder også meget for Jens at støtte formål som Kræftens Bekæmpelse og Danske Hospitalsklovne. Han har selv haft kræft tæt inde på livet, og i år skal en medarbejder køre på Team Rynkeby, hvor virksomheden er guldsponsor.
Vigtigt med det sociale ansvar
Jens Lundgaard peger også på, at det også er vigtigt for virksomheden at tage lærlinge ind. Det er nemlig lig med socialt ansvar og at tage vare på sit fag.
– Vi bruger meget krudt på at tage et socialt ansvar. Jeg har altid taget en masse lærlinge ind, og lige nu har jeg faktisk syv. Det kræver meget arbejde, men jeg synes også, at man må hjælpe sit eget fag videre på den måde. Og mange kunder – fx kommuner – stiller faktisk krav om, at man som virksomhed har lærlinge. Så det giver god mening for mig, siger Jens, der snart skal have tre op til svendeprøve.
Kilde: Viborher.dk