Det skulle have været en festlig genbrugs-salgsdag lørdag 11. Juni på Travbanen i Bjæverskov med grillpølser og feststemning til de mange gæster. Men i nattens løb blev den store gasgrill og et stort parti pølser stjålet.
Den store gasgrill – med hele seks brændere i bunden og to i toppen til en værdi af knap 20.000 kr. – var endog boltet fast på en trailer, og skulle være anvendt til Lions’ genbrugsmarked og senere på måneden til et større Skt. Hansaften arrangement.
Det bliver der ikke noget af. Grillen blev stjålet ved et frækt indbrud ved tilskuerpavillonen på Travbanen i nattens løb. En stor aflåst gitterport var løftet af i sine hængsler for at få adgang til grillen – og de mange pølser.
– Det er utroligt ærgerligt og surt, at dette skulle ske, udtaler Per Juhl fra Lions Club Køge. Vi synes selv, at vi udfører et stort og humanitært frivilligt arbejde for at samle penge ind til mange gode formål – og så bliver vi bestjålet på denne dumme måde.
Jeg er ikke vred eller oprørt, men bare rigtig, rigtig ked af det. Jeg synes simpelthen bare ikke, at det her er fair, siger en mistrøstig Per Juhl.
I øvrigt stod der et køleskab fyldt med flaskeøl, klargjort til salg lige ved siden af traileren. Men disse øl var besynderligt nok ikke rørt. Tyveriet blev meldt til politiet, der optog rapport på stedet. Selve genbrugsdagen på Travbanen forløb dog godt med mange gæster i det fine vejr.
Der er dog intet håb om, at man nogensinde får den store kostbare gasgrill – og pølserne – at se igen, slutter Per Juhl fra Lions.