Onsdag d. 27.4.2022 på byrådsmødet stillede vi et spørgsmål vedr. børnene – ingen af jer havde lyst til at svare eller kommentere på daværende tidspunkt. Der kom dog senere i spørgetimen et lille pip om, at det var svært at svare på, når man ikke var forberedt. Nu er der gået nogle dage, så I har haft mulighed for at tænke over spørgsmålet, så derfor spørger vi igen:
Kære partier
Jer som har indgået den seneste aftale på børneområdet vedr. Tryllehytten. Her får I underskrifter fra over 200 forældre til børn i Tryllehytten, som ikke ønsker at Tryllehytten skal om- eller udbygges endnu en gang. De ønsker ikke, at deres børns institution skal være større eller rumme flere børn på de eksisterende m2. Den er løbende blevet udvidet både på m2, men også flere børn på eksisterende m2. Max kapaciteten er nået, hvis der også skal ses på trivsel.
Betyder borgernes og i dette tilfælde forældrenes bekymring og ønske noget for dig?
Vil det være med til at revurderer deres beslutning vedr. om- og udbygning af Tryllehytten?
De fleste børneforskere mener, at en ideel institution har en størrelse på mellem 60-90 børn. Tryllehytten rummer i dag 170 børn. Det vil sige, at den er langt større end det børneforskerne anbefaler. Vuggestue og børnehave er opdelt, men i ydretimerne, ved ferie og sygdom er institutionen sammenlagt for at hverdagen kan lykkes.
Vi kan ikke kun have økonomi med i overvejelserne, når vi skal se på hverdagen for vores mindste børn. De bruger i gennemsnit 37 timer om ugen i vores intuitioner, trivsel skal være en top-prioritet.
På forrige byrådsmøde i marts, spurgte vi ind til, hvor langt man var kommet med planerne om den nye institution, som skal være færdig i 2023. Der var placeringen endnu ikke fundet, og med det pres, der er i byggebranchen på især levering af materialer, og statens udmelding om besparelser på kommunernes anlægsbudgetter, vil vi høre, om der er noget nyt på dette projekt?
Vi ser frem til jeres svar og krydser finger for, at I lytter til eksperterne på børneområdet, forældre og personale.
Med venlig hilsen
Hvorerderenvoksen Solrød
Mille og Ina