Nu er der godt nyt til dem, der savner de populære foredrags- og sangeftermiddage i Tirsdagscaféen i Solrød Strandkirke.
Tirsdag den 11. og 25. maj kl. 14-15 er der kirkekaffe i haven bag Solrød Strandkirke. Kig forbi, hvis du alligevel er ude at gå en tur eller trænger til socialt samvær. Den 11. maj kan du møde og få en snak med Mona Møberg Larsen, der startede som præst i sognet den 1. marts.
”Det bliver ikke ligesom Tirsdagscaféen, men nu åbner vi langsomt op, serverer en kop stående kaffe med kage til, og så kan vi hilse på og sludre lidt med hinanden. Det er der rigtigt mange, der trænger til efter en lang periode, hvor vi ikke har kunnet mødes”, siger menighedsrådsmedlem Evy Jørgensen, der står for Tirsdagscaféen.
Hun har det seneste år haft løbende telefonisk kontakt til de 50-60 mennesker, der plejer at komme i Tirsdagscaféen. Mest for at fortælle, at planlagte foredrag og sangeftermiddage er aflyst. Derfor er Evy Jørgensen ekstra glad for, at kirken kan tilbyde tirsdagskaffe i haven til maj, når solen forhåbentligt skinner.
Kilde: Solrød Sogn