Borgerne er ikke skabt for at irritere kommunen
Forleden sad jeg i et sjældent øjeblik og bare kiggede ud i luften og lod tankerne flyde hid og did, som de havde lyst. Det var et rart øjeblik, som vi alle nok kan bruge nogle flere af. Jeg var godt tilfreds med tilværelsen og alt det andet, da en tanke pludselig slog ned.
Hvordan kan det være, at kommunen ofte opfattes som fjenden, når borgere af den ene eller den anden grund er nødt til at bede om hjælp?
Går vi folkevalgte ikke ud på grundlovsmøder og i valgkampe og erklærer med hånden på hjertet og patos i stemmen, at kommunen skal være borgernes trygge ramme, og det er netop i kommunen den første og mest umiddelbare hjælp tilbydes? Jo, det gør vi, og jeg er overbevist om, at vi alle sammen tror på det, når vi siger det, og så skulle alt jo være godt. Ikke sandt?
Men når man så taler med forældre til børn, der har en eller anden udfordring – det være sig mangel på trivsel i skolen eller en diagnose som for eksempel ADHD eller autisme, så er det en helt anden snak. Så kræver det forældre, der kender loven bedre end kommunens jurister, svinedyre konsulenter eller kommunikationsfolk for at få et ord indført og få den hjælp til deres børn, der er behov for.
Sagt med dronning Margrethes ord i en nytårstale, så er det noget, vi ikke kan være bekendt. Vi kan ikke være bekendt at lade børnene hænge i luften uden den nødvendige støtte, og vi kan bestemt heller ikke være bekendt at presse forældrene helt derud, hvor de knap magter forældrerollen længere.
Da jeg er et pænt og dannet menneske strør jeg ikke omkring mig med eder og forbandelser, men jeg har faktisk lyst til det, for det hører altså ingen steder hjemme, at familier med problemer skal presses unødvendigt.
Man kan spare sig ihjel
Eller tænk på folk, der mister jobbet og derfor kommer i kontakt med kommunernes jobcentre. De behandles ofte uværdigt, og som om at de bare er ude på at dandere den på skatteydernes bekostning. Jeg gider ikke gå i detaljer med, at der selvfølgelig er nogle få, der helst vil fise den af derhjemme, men de fleste vil hellere end gerne have et job til en overenskomstmæssig løn.
Og de ældre. Behandler vi dem ordentligt? Et er regneark og teori. Noget andet er virkelige mennesker i virkelige situationer. Jeg har gjort et stort nummer ud af at tordne her og der og alle vegne mod, at nogle ældre presses til at tage løsninger, der ikke fungerer for dem – det kan være noget så simpelt som en robotstøvsuger, der ikke passer ind i deres hjem. Der er ingen “one-size-fits-all”, når det kommer til løsninger for vores ældre medborgere.
Jeg forstå faktisk godt, hvis nogle borgere betragter kommunen som en uven der skal kæmpes imod.
Et eller andet sted forstår jeg også godt, at der tælles småmønter for at få det kommunale budget og regnskab til at gå op, men man kan jo også spare sig ihjel. Det kan koste kassen at spare på småpengene.
Vi ser et stigende antal jurister og kommunikationsmedarbejdere i kommunerne. Det får mig til at spørge, om det er, fordi vi er blevet dårligere til at hjælpe vores medborgere? Måske fordi vi konstant arbejder på kanten af, hvad vi kan tilbyde, i stedet for at fokusere på at give den nødvendige hjælp fra start?
Jeg synes, vi skal stramme os an og gøre det bedre og ikke mindst huske på, at borgerne ikke er skabt for kommunens skyld, Det er lige omvendt. Kommunen fungerer som det lille fællesskab inden for det store nationale.
Vi kan og skal gøre det bedre.
Brian Mørch
Byrådsmedlem
Danmarksdemokraterne