DBU har besluttet, at Solrød FC i den kommende sæson skal være med i landets næstbedste række.
De seneste dage har humøret været fantastisk i Solrød FC og især blandt trænere og spillere på klubbens bedste kvindehold. For det er nemlig rykket op i 1. division, hvilket efter flere sæsoner med stor succes også har været ambitionen.
Det er DBU, der har afgjort, at Solrød FC-kvinderne rykker op i landets bedste række, idet Kvindeserie Øst, landets tredjebedste række, på grund af coronakrisen ikke er blevet afviklet her i foråret.
– Vi havde ventet i lang tid på, at DBU skulle træffe en afgørelse, og jeg var meget glad og lettet, da meldingen endelig kom, fortæller holdets cheftræner, Rasmus Skovby.
Nå dansk fodbold generelt har ligget helt stille i foråret, er det kun naturligt, at Solrød-mandskabet rykkes op i 1. division. For i efteråret blev det til en flot og fortjent førsteplads i Kvindeserie Øst. Men dengang var der ikke oprykning på spil – det skulle der først have været her i foråret.
Udover Solrød FC er Fredensborg BI, der i efteråret endte på andenpladsen, rykket op.
Truppen er stærk
Kvindeholdet fra Solrød FC er heller ikke uvant med at rykke op. Faktisk er det tredje gang i træk, at holdet rykker op, hvilket er ret opsigtsvækkende.
– Vi er også meget stolte over, hvad vi har opnået de seneste par år, fastslår Rasmus Skovby, som desuden påpeger, at holdet for få måneder siden blev danske mestre i indendørsdisciplinen futsal.
Nu ser cheftræneren og hans mandskab meget frem mod kampene i 1. division efter sommerferien, og han er sikker på, at der nok skal komme en del point ind på kontoen.
– Jeg tror, at vi har materialet til at begå os i 1. division. For vi har en stærk trup, og spillerne er virkelig ærgerrige og ambitiøse, hvilket har medført en trænings- og vinderkultur, som er helt unik, siger Rasmus Skovby, som alligevel ikke vil udelukke, at truppen skal forstærkes en smule:
– Vi har en god filosofi om, at vi skal komme styrket ud hvert halvår, og det indebærer, at der måske skal tilføres en enkelt spiller eller to med det rette niveau og erfaring.
Det gode spørgsmål er så, om Solrød FC – på et tidspunkt – kan rykke helt op i Kvindeligaen, altså landets allerbedste række, hvor traditionsrige storklubber som Brøndby og Fortuna Hjørring holder til. Men som Rasmus Skovby siger med et stort smil på læben:
– En af årsagerne til vores succeser har været vores høje ambitionsniveau og evige krav om udvikling og gode præstationer. Men inden vores armbevægelser bliver for store, skal vi nok begynde med at nyde, at vi nu er rykket op i 1. division.
Er man interesseret i at få mere information om Solrød FC og det kommende 1. divisionshold, kan man kontakte Rasmus Skovby på 26795446.
Kilde: Marco De Los Reyes