Joyful Noise – det livsglade gospelkor – er tilbage på fuld kraft efter coronaen. Efter ca. halvandet år med nedlukning og restriktioner er den nye sæson skudt i gang, og koret er tilbage for fuld skrue.
Det er altid fantastisk at indlede en ny sæson, men denne sæson er startet med endnu mere entusiasme og glæde end vanligt; det er meget tydeligt, at alle har ventet med længsel efter at kunne være sammen og synge igen efter coronaen.
Vi har som start på sæsonen holdt en række åbent hus-aftener i Solrød Strandkirke, hvor vi holder til, og hvor interesserede har kunnet komme for at se, om det er noget for dem at være med i koret. “Der har været stor interesse, mange har lyst til at være med, og det er fantastisk dejligt“, siger korets formand, Marianne L. Kristiansen.
Dirigent Peter Bernhard ser frem til flere koncerter i denne sæson: “Oven på den lange nedlukningsperiode trænger både vi og vores trofaste publikum til en saltvandsindsprøjtning. Så ud over vores traditionsrige jule- og sommerkoncerter arbejder vi på at holde en række små, hyggelige mandagskoncerter i kirken”, siger han.
Sammenhold under coronaen
Det var et stort savn for alle kormedlemmer, da vi under coronanedlukningen ikke kunne mødes og synge sammen. Men vi holdt fanen højt og kontakten ved lige ved at mødes på zoom til sædvanlig øvetid om mandagen. Man kan ikke rigtig synge på zoom, men med lydoptagelser af de forskellige stemmer kunne det faktisk lade sig gøre at holde sangene ved lige og endda lære nye sange. Og da restriktionerne blev lempet lidt i foråret, mødtes koret til øveaftener udendørs. Det stærke sammenhold, der er karakteristisk for koret, var en stor styrke i den vanskelige periode under coronaen.
Hvem er Joyful Noise?
Joyful Noise er et sprudlende og energisk gospelkor for sangere i alle aldre og alle stemmegrupper. Vi synger både traditionel gospel og mere moderne gospelsange og fornyr os hele tiden, så vi hvert år har et rigtig godt repertoire til vores koncerter. Vi arbejder på at holde et højt musikalsk niveau, samtidig med at vi har det sjovt sammen. Under ledelse af dirigent Peter Bernhard og med pianist Kasper Daugaard holder Joyful Noise til i Solrød Strandkirke og mødes hver mandag fra kl. 19.00 til 21.30, hvor vi øver til koncerter og andre arrangementer.
Vil du være med i koret?
Vi vil rigtig gerne have flere nye medlemmer. Vi søger sangere i alle stemmegrupper. Du er altid velkommen til at komme til en øveaften om mandagen fra kl. 19.00 til 21.30 i Solrød Strandkirke og se, om det er noget for dig. Du kan kontakte os via vores hjemmeside, www.joyfulnoise.dk, eller på mail: joyful@joyfulnoise.dk – eller bare mød op! Vi glæder os til at se dig.
Støttemedlemmer
Vores trofaste støttemedlemmer har jo også måttet undvære os fysisk i lang tid, så dem har vi også fokus på nu, og derfor har vi allerede planlagt caféaften for vores støttemedlemmer den 1. november 2021 kl. 19.30. Du kan blive støttemedlem ved at møde op til vores caféaften eller kontakte os på joyful@joyfulnoise.dk, hvis du vil høre mere om støttemedlemskab.
Vil du have koret med til din fest eller arrangement?
Du kan få en fantastisk gospeloplevelse med Joyful Noise til din private fest, firma arrangement, workshop osv. Hvis du kunne tænke dig at få Joyful Noise ud at synge til et arrangement, kontakt os på vores hjemmeside under “Booking” for at høre om mulighederne.
Kilde: På vegne af bestyrelsen i Joyful Noise Heidi Senderovitz