Det skulle bare have været en hyggeforretning, men nu er der gået 10 år, og vinforretningen Nemogården i Solrød er vokset sig 10 gange større, end indehaver Kenneth Lund nogensinde havde drømt om. 10-års jubilæet bliver markeret med et eksklusivt vinmarked.
Af Marianne Due
Kender du det? At stå i supermarkedet på jagt efter en god vin, som passer perfekt til den menu, du har planlagt. Men når du vurderer etiketterne og læser informationerne, så er der sjældent de oplysninger, som du har brug for. Det sker ikke, når du kommer ind til Kenneth Lund i vinforretningen Nemogården i Solrød. Her møder du en mand, der ved lige præcis, hvilken vin, der passer til den mad, du gerne vil byde dine gæster.
– Når der opstår en symbiose mellem mad og vin, så er det præcis der, jeg er i mit es. For eksempel, når jeg til en smagning serverer to vine og først hører kommentarer om, at de er alt for tørre, og så serverer en ret, der gør at smagsoplevelsen ændrer sig og bliver helt fantastisk, fortæller Kenneth Lund.
Han konstaterer, at mange køber vin uden at smage den først, uden at kende vinhuset og uden at kende baggrunden for vinen. DET kommer der styr på, når man som kunde søger råd hos Nemogården.
– Jeg kan godt forstå, at folk synes, det er svært at købe vin, og især omkring nytår eller ved store begivenheder oplever jeg, at kunderne har menuen med, så vi kan finde vine, der matcher, fortæller Kenneth.
Drømte om at blive tjener
Det var interessen for god mad, der fik Kenneth Lund til at nørde med god vin. Han har en baggrund som direktør for bank- og leasingselskabet Ford Credit. Da han var barn, drømte han faktisk om, at han skulle være tjener og være helt i front på en restaurant.
– Det har altid været helt naturligt for mig at holde øje med detaljen og sikre, at folk har det godt. Derhjemme er køkkenet mit, og min kone er godt tilfreds med, at det er mig, der laver maden, fortæller Kenneth med et smil.
Han er selvlært kok og står altid selv for menuen til Nemogaardens Vin & Gastro events.
– Så er jeg sikker på at symbiosen er der, siger han.
Kenneth Lund havde udsigt til at gå tidligt på pension fra direktørjobbet og havde tænkt, at når han kom dertil, så ville han importere et par paller vin og hygge sig med et lille vinfirma. Sådan var det også i starten, men Nemogården voksede sig hurtigt større og de sidste seks år, har Kenneth Lund arbejdet med vin på fuld tid.
Specialist i to vinlande
Der er mere end 2.000 vinimportører i Danmark, så Kenneth Lund vidste, at hans forretningsplan skulle skille sig ud, og derfor har han valgt at specialisere sig i vin fra kun to lande, Italien og Østrig. Italien er valgt, fordi det er det mest populære vinland i Danmark og Østrig, fordi det ikke er så kendt et vinland i Danmark. Til gengæld har vin fra Østrig en tårnhøj kvalitet, lyder det fra Nemogårdens indehaver.
– I Østrig har mange vingårde været ejet af samme familie i flere generationer. Jeg har vingårde, der kan føre deres historie helt tilbage til 1500-tallet. Den historik og passion for vin er noget helt særligt, konstaterer Kenneth Lund, og konstaterer, at de nye generationer af vinsmagere i både Østrig og Italien er værd at holde øje med.
I Østrig er det ”Junge Wilde Winzere” – de unge vilde vinsmagere, der kaster sig ud i nye eksperimenter på baggrund af gode uddannelser og stærke mentorer. Både der og i Italien kommer flere og flere kvindelige vinproducenter til, der især har fokus på økologisk vin og bæredygtighed i hele processen.
– Både i Østrig og i Italien går de nye generationer forrest med en anderledes tilgang til at lave vin og er med til at skabe nogle vine med et lidt anderledes smagsudtryk. Det økologiske og bæredygtige er også en autentisk og sympatisk vinkel på det at lave vin, forklarer Kenneth Lund.
Finder frem til unikke vine
om vinhandler trækker han på sine kompetencer inden for salg, marketing og kundepleje og på sin evne til at finde unikke vine og vingårde, der ligger tæt på større kendte vine og vinområder.
– Jeg handler kun med familieejede vingårde, som jeg selv har besøgt, eller hvor jeg har mødt producenterne på messer. Derfor kan jeg altid fortælle om baggrunden for, at der bliver lavet ordentlig vin, siger han.
– Jeg nørder med at finde de vine, der er naboer til de ”fine” områder, for eksempel Montecucco, der ligger lige ved siden af Brunello di Montalcino, kun adskilt af få hundrede meter eller Campagna ved Napoli, som ikke ret mange kender. Det er virkelig god vin til fair priser.
Han er ikke meget for at afsløre sine egne favoritområder, fordi der er så mange gode vine i begge lande, men kommer dog så tæt på, at han nævner italienske Toscana og det østrigske vinområde Südsteiermark, der ligger nær grænsen til Slovenien.
Vinmarked med særlige vine
Når Nemogårdens 10-års jubilæum bliver markeret med vinmarked i oktober måned, så vil der være helt særlige oplevelser i butikken, for eksempel er det lykkedes Kenneth Lund at skaffe tre italienske vine fra 2014, der ellers var et meget svært vinår i Italien, men de tre italienere kan smages i butikken.
– Jeg er meget imponeret over, hvor stor succes, forretningen har fået. Vi har mange faste og loyale kunder, både private og erhvervskunder, hvor nogle har været med hele vejen, og derfor gør vi også noget ud af det i denne måned, siger Kenneth Lund, der bl.a. har arrangeret en nostalgisk vinsmagning med vine fra det første vinhus, for de trofaste kunder, der har været med siden 2014.
– Kig forbi, for der er masser af muligheder for at gøre nogle særligt gode vinindkøb, forlyder det.
– Jeg er meget taknemmelig og lykkelig for at min lille niche klarer sig så godt i et benhårdt marked, så det gør vi særligt ud af, for som jeg altid siger, så skal vin være en oplevelse.
Fakta
Nemogården
Engvangen 7-9, Solrød
Vin fra Italien og Østrig
Onlineshop, events, vinklub og blog: Nemogaarden.dk
Vinmarked 31.10 kl. 14.18, 1.11 kl. 14-18 og 2.11 kl. 10-14.