Spændende sæsonstart
Bestyrelse og instruktører i Havdrup Gymnastikforening er spændte på at åbne for den kommende vintersæson 2022/2023. Det har været et sejt træk at komme tilbage til normale tilstande.
Efter et par hårde år med Covid-19, kunne Havdrup Gymnastikforening næsten gennemføre hele sidste sæson uden nævneværdige corona-tiltag, og der blev knoklet og svedt på halgulvet. Det har dog været et sejt træk at komme tilbage til normale tilstande, og foreningen havde da også en nedgang i medlemstal på voksen siden.
Havdrup Gymnastikforening håber at få både børn og voksne tilbage i Havdrup Idrætscenter, og håber at borgerne vælger fællesskabet og foreningssporten over den individuelle sport eller sofaen eller skærmen. Bestyrelsen har haft en travl sommer med planlægning af vintersæsonen 2022/2023 og glæder sig til at skyde den nye sæson i gang. Foreningen tilbyder igen år mange spændende hold både indenfor gymnastik, dans og fitnessgenren.
Derudover tilbydes der også lidt anderledes sport i foreningen, herunder udlejning af bordtennisborde til fast ugentlig træning 8+18 år) og det populære hold ”Nerf Warriors” fortsætter. ”Nerf Warriors” er et hold med strategi, motion og kampgejst for øje. Instruktør Christian Sjøgren vil guide og navigere alle børnene igennem forskellige aktive spil som bl.a. ’Capture the flag’, og tanken er at børnene på en aktiv og interessant måde kommer til at røre sig samtidig med at Nerfgun legen tages fra haven ind i hallen og forfines med strategier på en måde så der kommer sved på panden.
For børn med særlige behov tilbydes holdet Jump4Fun, som er et hold specifikt for sensitive og/eller overvægtige børn. Jump4Fun konceptet er et samarbejde mellem DGI, Julemærkefonden samt Hillerød og Holbæk sygehus. Formålet er at få børn i alderen 6-16 år som har udfordringer med f.eks. overvægtigt eller socialt samvær til at dyrke motion under trygge rammer som inkluderer og differentierer.
Gymnastikforeningen har naturligvis også tænkt på de voksne medlemmer, og med et hav af forskellige voksenhold er der rigeligt at vælge imellem. Med Workout Kombi pakken er det muligt at træne på størstedelen af voksenholdene i løbet af ugen for kun 1.775 kr. for hele sæsonen, og med dette unikke tilbud samt med mulighed også for køb af klippekort, kan træningen derfor tilpasses den enkeltes hverdag og lyst.
På gymnastikforeningens hjemmeside www.havdrupgymnastik.dk kan man læse meget mere om vinterens program og de mange hold lige fra efterfødselshold til boksehold, som Havdrup Gymnastikforening kan friste med.
Havdrups Superspringere opviste igen under varme himmelstrøg
Efter 3 års vente og flere udskydelser pga. Covid-19, kunne gymnasterne fra Havdrup Gymnastikforenings Super Spring hold igen deltage i det store internationale gymnastikstævne ”Festival Del Sole” i Italien 2022.
I uge 27 2022 sendte Havdrup Gymnastikforening de dygtige Super Springere til Italien sammen med deres instruktører til en uge fyldt med gymnastik og store oplevelser. Gymnasterne deltog i ‘Festival del Sole’ i Riccione, hvor de blandt andet skulle opvise, men udover det også havde mulighed for at deltage i forskellige workshops, se andre hold fra hele verden opvise og ikke mindst knytte venskaber på tværs af landegrænser.
Gymnasterne på Super Spring er i alderen fra 12 – 16 år, og de fik en oplevelse for livet. Det var første gang gymnasterne fra dette hold deltog på denne rejse, og for nogen var det første flyvetur og for flere var det første rejse uden mor og far, så spændingen var stor da holdet mødte ind i Københavns lufthavn til afrejse mod Italien.
Da holdet havde købt flybilletter igennem SAS var der spænding lige til det sidste, om holdet kom afsted eller flyet blev aflyst pga. strejke. Men heldigvis kunne alle møde op i lufthavnen kl. 05.30 lørdag morgen, iklædt flot træningstøj og ens rygsække sponsoreret af Havdrup Superbrugs, og med ro gå gennem sikkerhedskontrollen og gå mod gaten til flyet. Efter knap 2 timers flyvetur ankom holdet til Italien, og blev kørt til et dejligt hotel med pool, som vakte stor glæde hele ugen.
Efter en imponerende åbningsceremoni, blev der taget hul på en uge fyldt med oplevelser, og der blev hele ugen opdateret flittigt på de sociale medier fra Riccione, så familie og venner herhjemme i Danmark kunne følge ugens oplevelser på Facebook og Instagram. Udover gymnastik fik de unge gymnaster naturligvis også rig lejlighed til at nyde det skønne vejr i Italien, og flere ture på stranden, shoppet, spist fælles pizza, besøgt isbarer og en tur i badelandet Aquafan blev der også tid til. Der blev trænet et par gange i løbet af ugen, og disse morgener stod den på morgenvækning kl. 06.00 for at kunne nå til træningsarenaen til den tildelte tid.
Opvisninger fordelte sig på to dage, og det var nogle spændte Super Springere der leverede et par flotte opvisninger og med stolthed repræsenterede Danmark i dette års ”Festival Del Sole”. Denne rejse kunne kun lade sig gøre ved at instruktørteamet bag holdet brugte en uges ferie sammen med gymnasterne, og ved at gymnasterne har knoklet de seneste 4 år med at skrabe penge sammen til rejsen.
Dette har de gjort ved bl.a. at sortere pant efter studentervogne, vaske indkøbskurve i Havdrup Superbrugs, uddelt vandværksbreve, afholde loppemarked, og ved modtagelse af sponsorater bl.a fra Team Solrød. Alle – gymnaster som instruktører – kan skrive under på, at det var en kæmpe oplevelse og en rejse for livet og de kom hjem med en kuffert fyldt med minder.
”Festival Del Sole” finder normalt sted hvert andet år, men arrangørerne har valgt at gentage succesen allerede i sommeren 2023, og Havdrup Gymnastik håber at kunne sende holdet afsted igen næste sommer.
Kilde: Betina Steneman