Eva Schilling og Kim Sunesen fra Solrød skal vandre 140 km i Sinai ørkenen til fordel for Legeheltene – Det har direktør for W. Johansen Havdrup A/S Stig Johansen valgt at støtte med hele 5.000 kr.
“Det er vi virkelig taknemmelige for – Pengene går ubeskåret til at sikre leg og bevægelse for indlagte børn på Danske hospitaler” siger Eva. Hun arbejder til hverdag på Munkekærskolen som pædagog og børn har en speciel plads i hendes hjerte.
Legeheltene er en non-profit landsdækkende organisation som rejser penge til at ansætte fysio- og ergoterapeuter på 44 afdelinger inden for hospitalsvæsenet, børne- og ungepsykiatrien, børnehjem og indkvarteringssteder for flygtninge.
Kim forklarer – “Konceptet er at man selv dækker alle sine omkostninger til turen og samtidigt forpligter vi os til at indsamle penge til det super gode formål. Vores lille trup på 9 personer, har i skrivende stund indsamlet over 125.000 kr. Det er jeg rigtigt stolt over og man kan sagtens støtte vores indsamling på www.børneulykkesfonden.dk “
Holdet skal bruge en uge i et meget blandet terræn til at gennemføre de 140 km med lokale beduiner som guider. Man sover i telt eller under åben himmel. Toilet forholdende er spartanske og badeforholdene ikke eksisterende, men den ubarmhjertige ørken er samtidig også magisk og et stort eventyr.
Kilde: Kim Sunesen