En kunstner skal arbejde sammen med lokale beboere om at gøre to tunneller tryggere at cykle og gå igennem. Byrådet har bevilliget en halv million kroner til arbejdet.
At cykle igennem en tunnel skal være en god oplevelse. Derfor skal tunnellerne i Greve være lyse og interessante at køre igennem.
I første omgang har byrådet afsat en halv million kroner i år og 700.000 kroner til næste år til tryggere tunneller. I første omgang til, at beboerne i Greve Nord og en kunstner kan lave to tunneller både lysere, flottere og tryggere.
Det drejer sig om tunnellerne mellem Askerød og Waves og tunnelen mellem Gersagerparken og Waves.
Dertil kommer, at kommunen vil forsøge at skaffe flere penge fra fonde, så endnu flere tunneller kan få et løft, fortæller Gert Poul Christensen, formand for Trygheds- og Integrationsudvalget.
”God belysning og pæne omgivelser betyder meget for, hvordan vi har det. Derfor er jeg også rigtig glad for den her ide. Det er jo beboerne i Greve Nord selv, der har peget på, at tunnellerne kunne gøres mere trygge,” siger han.
Han håber, at beboerne også selv får mulighed for at udføre noget af arbejdet.
”Det vil skabe endnu mere ejerskab over tunnellerne, og det vil forhåbentligt forhindre, at tunnellerne bliver udsat for hærværk,” siger Gert Poul Christensen.
Kunstneren og beboerne skal mødes første gang før nytår. Og arbejdet vil blive lavet i løbet af næste år.